Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Robert Burns. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
Der var mørkere striber i hans sind, som ikke blot skyldtes
øjeblikkets stemning; men de stammede fra hans syn paa
samfundsforholdene, Der var et socialt svælg mellem ham og hans
og-de øvre lag. Han havde følt det som barn, naar godsforvalteren
sendte hans fader haarde breve, som fik hele familien til at græde.
Dengang kunde han mene, at de, eier stod højt, ogsaa var bedre
og dygtigere end hans folk. „Da jeg var en plovdreng," skrev han
senere, „kunde jeg ikke tænke mig, at en ædel lorcl kunde være
et fæ eller en gudelig mand en slubbert. Hvor plovdrenge er
uvidende!" Han lærte snart at stave og lægge sammen. Den sociale
kløft blev til en bitter uretfærdighed. Hvad mening vår eier i, at
han agtedes ringe mod andre, som ikke var nær saa dygtige som
han og næppe kundskabsrigere. De skotske bønder var temmelig
oplyste, og Burns var vel lært. Faderen havde anstrængt sig for
at skaffe sine børn god undervisning. Det var en lærelysten
familie. Man kunde træffe dem ved maaltiderne, hver med en bog
i haanden. Burns var vel hjemme i engelsk literatur og kunde
ogsaa lidt fransk. I intellektuel uddannelse holdt han maal meel
de fleste, og cla hans unge genialitet svulmede i ham, følte han sig,
i rang meel cle bedste. Det maatte cla forbitre ham dybt, at han
alligevel paa forhaand regnedes for ringe ved siden af en højbaaren
dosmer. Han fnøs af harme, naar han saa, hvor folk krummede
ryg for saadan en fornem herre, hvis ævner højst kunde have gjort
ham til lappeskræcler. Han havde desuden en digters attraa efter
forfinede nydelser og meel sin rigere fantasi en større fylde af
ønsker og begær.
Disse sociale misforhold kogte oprør frem i hans sjæl. Hans
nag til det bestaaende gjorde ham en stund til jakobit, paa en tiel,,
da Stilarternes sag var clød, og clen sidste prætendent sad og var
fuld i de italienske teatre. Men for ramme alvor sluttede han sig
dog ikke til denne sag. Det var mest dens romantik, som
begejstrede ham. Den franske revolution derimod, det var hans egne
tanker, som blev orel og gærning. Han havde selv nok lyst til at
vende lidt op og ned paa verden. „Sikken en reform jeg gad låve
blandt menneskenes sønner, ja blandt deres døtre med. Øjeblikkelig
skulde dumrianerne ned fra deres høje steder." Den franske
lig-hedslære, det var jo hans eget dybeste og hæftigste krav
— why shoul.d ae man better fare
and a’ men brithers.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
