Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Georg Adler: Fra samfundsteoriernes historie - II. D’Israeli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Gladstone engang udskjeldte ham. De vigtigste data i d’Israelis
udenrigspolitik, som er begrænset til de faa aar mellem 1874 og 1880,
er: den seierrige krig mod ashantierne, erobringen af Fidji-øerne,
erhvervelsen af Suezkanal-aktierne — hvorved han forberedte Ægyptens
okkupation —den lynsnare annektion af Transwaal i den hensigt at
grunde et sydafrikansk kolonialrige, erhvervelsen af titelen „Keiserinde af
Indien" for den engelske dronning, krigen mod afghanerne for at
underkaste dem den engelske indflydelse, erobringen af Cypern,
reorganisationen af den engelske flaade og krigsforberedelserne mod
Rusland, som derved gik glip af resultaterne af sine seire over tyrkerne.
Paa en merkværdig maade stemmede hans ungdoms visioner
overens med hans alderdoms handlinger og oplevelser. I sin roman
„Tankred" (1847) havde han ladet den arabiske emir Fakredihn
fremkomme med følgende projekter til en engelsk lord:
„I englændere burde ombytte eders lille, udbrugte position med et uhyre
og frugtbart rige. Lad dronningen af England samle sin flaade og pakke
sammen alle sine skatte, sit guld og sine kostbare vaaben og flytte sædet for sit
herredømme fra London til Delhi, der finder hun et «maadeligt rige — —. Den
eneste vei til at bli færdig meel afghanerne gaar gjennem Persien, — og I
finder den ved arabernes hjælp. Yi vil anerkjende keiserinden af Indien som
vor øverste herskerinde og sikre hende Levantens kyster. Naar hun har lyst,
kan hun faa Aleksandria, som hun nu har Malta."
Endnu en vision er det værd at mindes. I sine ungdommelige
feberdrømme havde han seet sig selv „siddende paa en straalende
trone, modtagende laurbærkransen af det begeistrede folk". Da han
50 aar senere vendte hjem fra Berliner-kongressen som seierherre,
modtog hele tory-aristokratiet ham paa banegaarden, og folket omjublede
ham og ledsagede ham under uafladelig blomsterregn til
ministerhotellet.
Kaster vi tilslut et tilbageblik over hele mandens liv, maa vi
indrømme, at det udmerker sig ikke blot ved udholdenhed, energi,,
beregnende sluhed, fantasiens rigdom og høi statsmandskløgt, men
ogsaa ved visse sedelige idealer, som han hele sit liv igjennem har
holdt fast paa. Og træffende skildrer Georg Brandes de følelser, som
overfalder kjenderen af dette merkværdige livsløb: „Ved
Berlinerkongressen mødte jeg d’Israeli paa den snevre gang mellem
blomsterrabatterne paa Wilhelmsplatz. Han gik med meget langsomme skridt
og saa træt, angrebet, næsten forpint ud. Ved at stirre ind i det
blege, fortærede ansigt, ved at mindes al den møie og kamp, han sit
liv igjennem havde udholdt, alle de skuffelser, han havde lidt, de
angster og kvaler, han havde udstaaet, det stolte mod, hvormed han
havde tilkjæmpet sig seir og hans uskrømtede sympati for det menige
folk, hvis rettigheder han havde hævdet, saa jeg ham paa éngang i
et skjønnere og idealere lys, og jeg merkede, at halvt mod min vilje
en følelse af levende sympati bemægtigede sig min sjæl."
Professor Georg Adler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
