Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Mænd og verker fra den norsk-danske „oplysningsperiode“ - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
som en mere eller mindre sørgmodig resignation. Det er mennesker,
som er paa det rene med, at hvad der synes stort og attraäværdigt
i livet, det smuldrer hen ved nærmere berøring. Ære og rigdom
gjør ikke glad, og den vise mands forsken støder snart paa
skranker, han ikke kan naa udover. Jo høiere mennesket stræber,
desto mindre lykkeligt har det udsigt til at bli. Derfor er barnets
eller den nøisomme fattiges lod egentlig den, man burde ønske sig.
I overensstemmelse hermed priser flere af tidens forfattere „clen
ringe stands fordele", eller de længes tilbage til sin barndom. I
P. H. Frimanns „Tanker ved en Flod", som er et karakteristisk
udtryk for denne resignation, kan forfatteren ikke tilstrækkelig
varmt fremhæve barnets lykkelige stilling:
„Held dig, o Barn, hvis Alder rinder
i lykkelig Uvidenhed.
Tit Lærdes Guld i Eøg bortsvinder.
Et Straae den Skat, de glædes vecl!"
— „Hvi spotter d u med Barnets Tanker,
Som selv med Tvivl og Uro streed;
Kun Bien sikkert Honning sanker
I et forvirret Blomster-Becl."
Det er den lykkelige primitive tilstand, Rousseau priser — da
mennesket endnu gaar efter sine naturlige instinkter og ikke sætter
sin stræben udover, hvad clet kan naa.
„Meer heldig" — siger Frimann — end filosoferne, der „med
Magt vil disputere sig høit op paa Parnasses Tinding", er „du,
som Skjebnen kalder — at nære dig ved sikker Plov! Meer
lykkelig, du, som din Alder i skjønne Drømme glad bortsov".
Frimann er dybt overbevist om altings forkrænkelighed. Al
menneskelig pragt og menneskelig visdom „maa af Rust forgaae".
Et stille beskedent liv uden høi stræben er derfor det, som bedst
kan berede mennesket en relativ lykke.
Saa er der endel, hos hvem den samme aandsretning faar sit
udslag i en trang til lettere livsnydelse, til at spøge tiden bort, til
at ta clen glæde, man kan faa, baade den mere og den mindre
værdifulde, saalænge der endnu er leilighed. Denne lystighed
stammer ofte just fra mistillid til livet, den er kun en anden form
for resignation. I de muntre viser hører vi stadig den sørgmodige
undertone. „Drick ur ditt glas — se döclen på clig väntar." Grlæd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
