Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Mænd og verker fra den norsk-danske „oplysningsperiode“ - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
Den bekjendte geistlige Nikolaj Edinger Balle havde indgit klage
til kancelliet over det teologiske fakultet, fordi det havde admitteret
en kandidat, som negtede arvesynden. Da Balle paa forhaand
søgte at vinde Colbjørnsen, svarte denne: „Ja, da Sagen endnu
ikke har været fore i Kollegiet, kan jeg ikke vide, hvilken Mening
de andre Herrer vil være af, men skulle de, som jeg nok tror,
være enige med mig, mener jeg, vi vil indgaa med en
allerunderdanigst Forestilling til Hans Majestæt, om han allernaadigst vil
tillade, at hvem der befaler Arvesynd, skal ha Lov til at beholde
den, men hvem, der ikke vil, kan være fri."
Hans svar til de jydske jorddrotter er baade i fonn og
indhold et merkeligt dokument.
I stilistisk henseende er det fremragende. Colbjørnsens klare,
mandige prosa kan den dag idag læses med stor fornøielse.
Sammenligner man hans lille skrift med arbeider af tidens betydeligere
filosofiske og æstetiske forfattere, vil man bli forbauset over, hvor
den sproglige tone hos Colbjørnsen klinger naturligere og simplere.
Han er forøvrigt ikke den eneste jurist fra denne tid, som kan
rose sig af stilistiske fortrin. Forklaringen ligger for endel deri,
at den juridiske stil ikke havde brug for de metaforer, som særlig
den æstetiske maatte prange med. Ingenting gjør det saa
besværligt for den moderne læser at nyde datidens poesi som dens
ensformige rigdom af metaforer: denne stive og aandløse personifikation
af guddommelige og menneskelige egenskaber. Huldgudinder,
gratier og nymfer sværmede i alle digte, de bredte sine skjønne vinger
beskyttende over alle stemninger, og deres æteriske ynde beaandede
enhver elskovsklage. Denne personificerende billedstil, der
oprindelig er udgaaet af en trang til at gjøre situationen livagtig, at
fæste indtrykket hos den sløve og tungnemme tilhører, virker goldere,
jo mere udviklet smagen blir. I sin fortrinlige afhandling over
„Den ziirlige Stil" antar Vilhelm Andersen, at denslags stilistiske
udskeielser beror paa den opfatning, at det poetiske nærmest er
en eiendommelighed ved udtrykket. „Med Oehlenschlägers
fremtræden tør clet ansees for almindelig erkjendt, at dette „poetiske"
ikke ligger i clet ydre, men udgaar fra det indre, ikke er i blækket,
men i blodet." — Der var ellers foregaaet en betydningsfuld
smagens forvandling allerede midt i clet attende aarhundrede, da den
ziirlige stil maatte vige for et simplere og mere naturlig afrundet
sprog. Dette skyldes sikkerlig for en ikke ringe del læsningen af
de franske forfattere. Men just hos dem finder man en udstrakt
anvendelse af de personificerende billeder. Da den franske stil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
