Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Mænd og verker fra den norsk-danske „oplysningsperiode“ - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
skal ske i tro paa mennesket, paa dets evne til at udvikle sig mod
det ædlere og høiere.
— Af Fastings anmeldelser af dansk litteratur er hans
recension over 1ste bind af det norske selskabs skrifter en af de mest
merkelige. Den viser hans levende interesse for den dansk-norske
bogavls udvikling. Han vil gjerne, at vi snarest skal komme efter
der, hvor vi staar tilbage, og nævner forskjellige felter i litteraturen,
som endnu er forholdsvis udyrkede. Han opgir endel udenlandske
forfattere, som paa disse felter kan tjene som mønstre. Den er
lidt naiv, denne iver for litterær avling. Naar man hører det
forrige aarhundredes kritikere tale, lyder clet undertiden, som om man
kunde fremdyrke en litteratur paa samme maade som man pløier
■op og tilsaar en aker.
En anmeldelse, som fortjener at nævnes, — og den er efter
al rimelighed af Fasting*) — forefindes i „Kritisk Tilskuer" 1777
•og beskjæftiger sig med Shakespeares „Hamlet". Det var først i
sidste halvdel af forrige aarhundrede, at Shakespeare blev mere
kjendt udenfor England. Hans mægtige originalitet gjorde overalt
indtryk, men mange blev mere forbausede end grebne; Shakespeares
voldsomhed og dristige lune virkede jo ogsaa som den sterkeste
kontrast til den herskende fransk-klassiske regelmæssighed.
Kritikerne bebreidede ham derfor overalt hans feil mod smagen og
mod fornuftige dramatiske regler.
I Frankrig .var han blevet introduceret af Voltaire, som i sine
„Engelske breve" havde omtalt ham med varme lovord. Imidlertid
viste endel yngre franske forfattere sig snart paavirkede af den
merkelige engelske digter. Ligesom i Tyskland, hvor mange af de
unge viste sin beundring for Shakespeare særlig gjennem
melodramatiske rædselseffekter — var det naturligvis ikke de sider,
der var mindst farlige for efterlignere, man opsøgte. Voltaire skrev
nu mod dette udslag af Shakespeare-beundringen og hævdede sin
kjære klassiske digtnings mange fortrin. Shakespeare er stor, —
det indrømmer han, — men for det første harmonerer han ikke
meel den franske folkeaand, og for det andet forser han sig ofte
mod den gode smag, — man kunde jo heller ikke vente andet,
■efter den barbariske tid, han levede i.
Anmeldelsen i „Kritisk Tilskuer" stemmer saa nogenlunde
med Voltaires opfatning og tør vel være paavirket af denne.
*) Den bærer lians merke, men fremkom temmelig langt ude i aaret
1777, da Fasting, som vi ved, drog tilbage til Bergen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
