Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Heinrich Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Han er efter bit eget opgivende født i den ældre romantiske
skoles gyldne aar 1799.*) I hans barndom strømmede til den tyske
litteratur de skatte, som romantiken bragte op af folkedybet og fra
fjerne sydlige lande: folkeviser og folkeeventyr, spanske digtninge,
indiske myter.
Og det er folkesangene og cle spanske romancer, som er
mønstrene for Heines kunstform; folkesangenes ridderborge og hytter, de
drømmerige mauriske slottes buegange og lotusblomstens underhjem,
der er mønstrene for hans digterverden.
— Men ikke blot forbillederne for sin stil og sit stof, ogsaa sine
digteriske tendenser tog Heine i arv.
— Tidlig tog romantiken den patologiske retning, der møder os
paa hvert blad af Heines poesi.
Novalis’ dybe og milde blik havde begeistret skuet høiere og
rigere former af livet hinsides graven, og Zacharias Werners
for-raadnelsespoesi havcle git denne retning en afgjort patologisk
vending: døden er høiere end livet, men „die heilige Venvesung ist die
Ivrone". Med død og forraadnelse fulgte de dæmoniske spøgelser:
siden Tiecks „Der blonde Eckbert" havde de i stedse tættere skarer
befolket den romantiske digtnings verden. Men dæmonerne rasede ogsaa
i clet romantiske menneskes eget bryst: 1811 faldt for sin
selvmorderkugle Heinrich v. Kleist, romantikens Michel Angelo, eier med sit
feltherreblik for clen dramatiske og episke handlings spænding og
udvikling forenede en natur, titanisk vældig i sin dysterhed og sin vildt
lidenskabelige sadisme.
Ogsaa Heines absolute subjektivisme med clens satiriske tendenser
er en arv. I „Athenæum" havcle Er. Schlegel forkyndt den
romantiske ironi, digterens fuldstændige uafhængighed af sit stof, som
æstetisk lov: han skulde — hed slagordet — „sich über sein Höchstes
erheben". Og i sin roman Lucinde havde han praktisk bevist
rigtigheden af Carolines tortolkning deraf: „Alt skal røres sammen". Der
blev cla et hulter til bulter i disse romantiske komedier og fortællinger:
teater paa teatret, fortælling i fortælling i fortælling; man kom ikke
tii ro i en illusion, før clen krydsedes af en ny; denne legen med sit
eget verk var humlen ved det hele. Og den anden side af sagen,
— det, som man populært forstaar ved ironi — spot og gjøren-nar,
det var romantikens stadige vaaben overfor den spidsborgerlige
hus-lighedsretning i litteraturen, som den bekjæmpede. Særlig er det
*) Proelsz: Heinr. Heine 369 f. Elster (Vierteljahrschrift f. Litt.gesch.
Bd. 4) holder paa den anden angivelse 1797.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
