Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185.
hurtigt frem af sit gjemme. Graälyset herskede endnu over egnen,
et let taagedække tilhyllede skoven, og hver markblomst bar en stor
dugperle i sin kalk. Men neppe havde vi under mange formodninger
om, hvorledes veiret vilde bli, vandret frem et stykke vei, førend
det lysned sterkt i øst, og samtidig traadte cle hvide Pflerch-gletscher
frem af dæmringen, pludselig farvede af et mildt orangegult, mens
tinderne i nord og syd endnu, hyllede sig ind i den kolde graa
morgenskygge.
Enclnu nogle skridt fremad gjennem duftende graner og alle
fjeldspidser antændtes som ved en illumination af de mægtigt frembrydende
solstraaler, der flammede i guld, med de fineste farveafskygninger nede
mellem fjeldkløfterne.
Efter flere timers stadige, ikke meget anstrengende marsch
gjennem mos og bærtuer, over tæpper af nedfaldne kongler og barnaale,
i den svalende skovluft, omsuset af gran, birk og ikke saa sjeldent af
lærke — dette fagre træ, der i finhed og ynde rivaliserer med
birken — naaede vi de høie regioner, hvor vegetationen blir fattigere,
trærne staar enkeltvis og en og anden sneplet tegner sig mod den
graabrune fjeldbund.
Her stødte vi paa den første „almhytte", vor sæter.
Den var lav og liden, bygget af raa tilhugne bjelker. Damerne
vilde straks inc! i den „for at låve kaffe". Men døren var stængt og
nogen fager, rødmusset sæterjente kunde vi ikke opdage trods al vor
speiden. Ved et kraftigt stød fik vi dog døren op, og med damerne
i spidsen trængte vi alle ind i det lille, mørke rum, der var udstyret
med en bænk, et sengested, nogle tomme mælkeringe og en peis,
hvorover en stor gryde, ganske som i en sæter hjemme.
Men ingen kaffekjedel kunde desværre opdrives, heller ikke vand,
og det blev da bestemt af damekomiteen, at kaffe først skulde nydes
paa nedturen som lønnen ovenpaa strengt arbeide. Vi lukkede, ikke
uden et suk, almhytten og leirede os i allehaande magelige stillinger,
udstrakte paa voi’e plaids, udover græsvolden, mens en improviseret
frokost indtoges-, og vinen gik flittigt rundt.
Efter denne korte hvil brød vi op igjen. Veien blev steilere og
barere, og tilslut ophørte aldeles skoven. Et enkelt vissent, ynkeligt
træ, uden spor af løv og bark, strakte her i fuldstændig ensomhed
sine grene udover fjeldvidden som den sidste repræsentant for en
svun-den*storæt.
Enkelte markblomster holdt dog enclnu tappert følge trods det
skarpe høifjeldspust. Alperosen, nu desværre afblomstret, stod i fulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
