Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor dr. Ludvig Gumplowicz: Det tyvende aarhundredes politiske ideal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206.
ukjendt; nationalt sprog og nationale skikke og særegenheder blev
pludselig gjenstand for den omhyggeligste pleie hos alle disse folkeslag,
som før havde været ganske indifferente i dette punkt.
Saaledes blev de politiske idealer skabte ved den antitese, som
dukker op i menneskeaanden imod den utilfredsstillende virkelighed.
Da vi nu kjender denne idealets genesis, tør vi ogsaa spørge: hvad
vil bli Europas politiske ideal i det tyvende aarhundrede?
I mange aarhundreder har der i Europa foregaaet en proces, som
har gaaet ud paa dannelse af storstater. Denne proces fuldbyrdede sig
i Storbritannien, hvor det egentlige England kom ind i den historiske
udvikling med en hel del smaakongedømmer for derpaa tilslut
at drage ogsaa Skotland og Irland ind under et „Storbritannien"; den
fuldbyrdede sig i Erankrige, som fra et stort antal souveræne
fyrsten-og hertugdømmer og grevskaber efterhaanden, i et tidsrum af
omtrent seks hundfede aar, voksede sig sammen til storstaten
Frankrige; — den fuldbyrdede sig ogsaa i alle andre europæiske
storstater. De to sidste statskomplekser, som i Europa smeltede sammen
til ensartede storstater, var Italien og Tyskland; det var her den samme
proces som overalt, kun med den variation, at nationalitetsidéen her
maatte gjøre tjeneste som lokomobil for at komme ud over
smaastats-væsenet. Nu lever vi i bare storstater. Er vi derfor blevet
lykkeligere? Aabenbart ikke. Ti vor lykke eller ulykke har intet med
smaastat eller storstat at gjøre. Men naar folkene er utilfredse i
storstaterne, saa tænker de ikke paa, at de ogsaa var utilfredse i
smaastaterne, men helder til den anskuelse, at storstaterne ikke er
forenelige med folkevellet. Og følgen af denne anskuelse er: man
grubler sig mere og mere ind i den idé, at storstaterne er skyld i
den sociale nød, i al vor sociale elendighed. Men paa denne vei
opstaar da et nyt politisk ideal, som endnu ikke har noget
almengyldigt navn, men som man dog allerede i de forskjellige lande hører
benævnt paa forskjellig maade. I Østerrige kalder man det
føderalisme, i Tyskland kalder man det partikularisme, i Italien regionalisme,
i England Home-JRule— i Frankrige taler man i den sidste tid snart om
provinsialisme, snart simpelthen om et føderativsystem af de „franske stater".
Det almengyldige navn er endnu ikke fundet; men idéen dukker
overalt op, og jeg frygter ikke for at bli straffet for løgn af det
tyvende aarhundrede, naar jeg vover at profetere, at dets politiske
ideal vil bli: tilbage til smaastaten!
Der er ganske paafaldende tegn, som taler herfor. De idéer,
som var grundpillerne for den nyeste storstatsdannelse, begynder at
Takle; idéer, som man holdt for sande og derfor for evige, begynder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
