Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Kristian Frederik og Karl Johan. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220.
brød Adgangen til enhver Forhandling meel Sverige, ogsaa en med
Norges Ære og Selvstændighed helt stemmende, — en
Forhandling, ikke paa Basis af Kielertraktaten, men paa Basis det norske Folks
selvgivne frie Forfatning. Om Rigsforsamlingen paa Eidsvold havde
undladt sit Kongevalg og istedet derfor havde henvendt sig til den
svenske Konge med Grundloven i Haanden og tilbudt ham at bli Norges
Konge paa Vilkaar af, at han anerkj endte denne Grundlov, cl. v. s.
aner-kjendte Norges ubeskaarne Suverænitet, saa at Foreningen mellem
Rigerne vilde bli en blot og bar dynastisk Union, — og om den svenske
Konge (d. v. s. Karl Johan) havde nægtet at modta dette Tilbud
og begyndt Krig for at tvinge Nordmændene til Underkastelse: —
hvor langt klarere og friere vilde deres Sag cla ikke ha staaet
ligeoverfor Europa og i deres egen Bevidsthed, — hvor langt
bedre Chancer vilde de ikke havt for at gaa seirende ud af en Krig,
hvorved ingen vilde ha kunnet tvile om, at. de havde Retten paa
sin Side, eller at de kjæmpede for sin Friheds- eller
Selvstændig-hedssag og for den alene! Saameget er ialfald sikkert, at Norge
ved en saadan Krig ikke vilde havt England mod sig.
Naar vi erkjender, at Selvstændighedspartiets Mænd gjorde
sig skyldig i en stor og skjæbnesvanger Feil ved at vælge Kristian
Frederik til Konge, maa vi ikke glemme de mange og sterke Grunde,
der taler til deres Undskyldning: — den saa høist naturlige
Tak-nemmelighedsfølelse ligeoverfor Kristian Frederik og Ønsket 0111 at
vise den i Gjerningen, -—- Hengivenheden for den gamle Kongeæt,
— ogsaa en høist naturlig og enclnu i de Tider høist agtværdig
Følelse, — de endnu dengang saa dybt rodfæstede, alment raadende
Forestillinger om Monarken eller Fyrstehuset som
Nationalselv-stændigheclens uundværlige Repræsentant, saa Norges Gjenreisning
som særskilt Ståt kunde synes at være bare halvgjort Gjerning,
indtil man fik sig sin egen Konge, og saa det at vælge Sveriges
Konge til ogsaa at være Norges kunde synes enstydigt med at
undergi sig svensk Overhøihed, — endelig, og ikke mindst, den
inden Rigsforsamlingen herskende Mangel paa Kjendskab til
europæiske Forhold og Opfatninger, saa man kunde være blind for
Sandsynligheden af, at den norske Selvstændighedssag vilde bli paa
clet alvorligste kompromitteret ved at knyttes til Kristian Frederiks
Person paa en saa uløselig og iøinefaldende Maade, som det skete
ved hans Valg til Konge.
Disse Undskylclningsgrunde gjælder nu, som man ser,
„Prinsi-anerne", ikke Prinsen selv. Han havde særskilt faaet fuld
Besked, om hvorledes man i England ræsonnerede om den „danske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
