Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. E. Løseth: François Coppée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239.
egte. Den stemmer meel hans karakter1) og næredes ved hans
livsforhold. Han har havt mangen mismodig stund, mangt et anfald at
mørkt humør, naar kampen for brødet tyngede ham mere end sedvanlig,
og naar han med angst tænkte paa, at de økonomiske krav ganske
kunde stanse hans muses flugt. Alligevel gjør hans jeremiader
undertiden et forlorent indtryk; man har møie med at tro paa hans
fortvilelse, man merker, at han ikke tolker spontane sindsbevægelser, men
følger en manér, en jargon. Nu maa vi jo huske., at alt dette ikke
var saa forslidt dengang som nu, efterat vi har faaet saa mange
varierede opkog deraf gjennem dekadenter og andre. Hans
efterligninger af Baudelaire f. eks. kunde vinde anklang hos samtiden, der
endda fandt en nyhedens interesse i denne forfatters kadaverøse
poesier. Baudelairismen med al dens ækelhed stod forøvrigt i saa liden
affinitet til Coppées naturel, at han hurtig opgav den igjen. Naar
han fra den hentede nogle stemninger og momenter2), var det vel
fordi han vilde være paa moden og øve sig i at digte efter den nye
rettesnor. Ti nogen dybere paavirkning spores ikke. Hans
baude-lairepasticher vansires af noget yderligt, kunstlet, hult; han bevæger
sig paa et terræn, som ikke passer for ham.
Et tema han med forkjærlighed behandler er det gamle
romantiske spørsmaal om forholdet mellem en ren ung pige og en ung mand,
der har nydt livet. Coppée kommer foreløbig til samme pessimistiske
resultat som romantikerne, nemlig at en forbindelse mellem saadanne i
længden maa blive ulykkelig. Han tager atter op de velkjendte klager
over la debauche’, for den, der har været en libertiner i sin ungdom,
er hele den følgende tilværelse forgiftet og evnen til at elske rent og
ædelt for stedse tabt. Tanken herpaa fylder Coppée med sorg og
afpresser ham bitre skrig mod fortiden, clen daarlige fortid, der som
et truende spøgelse forstyrrer kjærlighedens fred og lykke:
Passé, passe’ fatal, par qu% ma vie est prise,
Poison amer et doux, dont on ne meurt, mais qui grise!*)
Sterkest eksperimenterer han med dette emne i det lange digt
Olivier (1874). Det har faaet navn efter sin helt, en blaseret og
ikke længer ganske ung digter, som lider af spleen4), bliver træt af
Paris, vantrives der og reiser ud paa landet til sit barndomshjem for
J) Kf. le Journal des Goncourt, III, 3, 57: Ce soir l’ironique, le blagueur,
est tout triste.
2) Lescure angiver flere end der i virkeliglieden er.
3) Intimites, XV.
4) Coppée tilstaar, at lian i Oliver liar skildret sig selv: „il me ressemble
un peu".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
