Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - F. de Wyzewa: Den nyeste musik i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
319
tyske komponister ira af al magt efterligner Berlioz’s symfonier, saa
indbilder jeg mig, at det simpelthen er, fordi de, efter at have udtømt
efterligningen af Wagner, ikke har fundet nogen anden blandt de
moderne komponister, der selv var original nok til at kunne efterlignes.
Under enhver omstændighed er det en kjendsgjerning, at disse
unge mænd for øieblikket befinder sig i den berlioz’ske periode, og at
der i vinter ikke har været givet en konsert i Berlin eller Leipzig,
hvor der ikke har været fremført en eller anden ny og omarbeidet udgave
af Symphonie fantastique. Aldrig nogensinde har den saakaldte
programmusik blomstret i den grad. Man skriver ikke længere en linje musik
uden at lægge en tanke, en erindring eller en beskrivelse i det, —
og uden udtrykkelig at underrette publikum 0111 det. Maaske skriver
denne nye mode sig for en del ogsaa deraf, at komponisterne, som
finder operaen og instrumentalmusikken for vanskelig, er henrykte over
i „programmusikken" at have fundet en mellemgenre, som forekommer
dem lettere.
Jeg anfører til belysning heraf de eneste nye orkesterarbeider,
som i den forløbne vinter liar været opførte i Berlin. Først et stort
symfonisk digt af Richard Strauss, denne unge orkesteranfører i
München, som allerede i 25aarsalcleren skrev dramaer, der var mere
wagnerske end Wagners egne. Og nu har lian det paa samme maade
med Berlioz, ialfald med hensyn til den ydre struktur og inspirationen
af sine arbeider. Han lod for nogle maaneder siden spille en umaadelig
symfoni, 0111 hvilken forøvrigt hele Tyskland to aar i forveien vidste,
at den skulde gjøre revolution i musikkens historie. Symfonien heder:
Sadledes talte Zarathustra, musikalsk digt, frit overført fra Friedrich
Nietzsche. Som bekjendt er Also sprach Zarathustra titelen paa
den ulykkelige filosofs sidste arbeide, hvor hans berømte teori om
overmennesket fremkommer. Det er dette arbeide, Richard Strauss har
sat i musik, og paa følgende maade: lian har nemlig sørget for at
lade uddele blandt sine tilhørere en detaljeret beskrivelse over, livad
han liar ment i stort og smaat, saa det er ganske, som man hørte en
symfoni meel „tekst".
Ud af en tremolo af basser, forsterket med orgel og
kobber-instrumenter, udløser sig et motiv, som „maler naturens mægtige og
enkle storhed". Den gjentages tre gange, hvorpaa der følger en
stigende orkesterovergang til symfoniens første del, der skal udtrykke
„en søgende sjæls bevægelse, fyldt af higende trang mod viden og
kundskab". Da denne trang hos Zarathustra frembringer en periode
af religiøs tro, er det andet stykke af symfonien en adagio, der har
til tema credo i den gregorianske salme, det samme, som Bach
tidligere har benyttet i sin messe. Saa kommer nye motiver med „stor
længsel" og „glæder og smerter". Helten styrter sig ind i verdens
vrimmel, men lian finder kun skuffelser. Saa begraver han sin
ungdoms drøm i en sørgesang, hvor alle de foregaaende motiver dukker
op, hvad der ikke er frit for at minde om symfonien i
Götterdäm-merung. Men Zarathustra overlever sine unge forhaabninger. Han
fordyber sig i videnskaben og fortaber sig der: det fremstilles i en
fuge, som kommer lige efter sørgesymfonien. Derefter dukker motivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
