Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Westermark: Benjamin Kidd og hans meninger om den sociale udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358
Kidd dog prises som den i social henseende høiest staaende d. v. s.
religiøseste af alle.
Forestillingen om alle menneskers lighed, som Kidd kalder „i
sit væsen fornuftstridig" og betragter som kristendommens
speci-fike eiendom, dukker allerede op i tredje og fjerde aarhundrede
før Kristus hos Zeno, den stoiske skoles stifter, der lærte, at „alle
mennesker er af naturen lige, og at kun dyden frembringer forskjel
mellem dem". Men stoicismen er kanske fuldstændig ubekjendt for
rar. Kicld, ti ellers havde han neppe turdet paastaa, at ingen
græker nogensinde har havt en forestilling om menneskelighed.
Hvad kristendommens stilling til slaveriet angaar, saa er det
en bekjendt sag, ^t den ansaa det for fuldt ud tilladeligt. Paulus’
formaning til slaverne, at de skulde være lydige mod sine herrer,
gav det endog en religiøs sanktion, som endnu i 1860-aarene
paaberaabtes fra prædikestolene i de amerikanske slavestater.
Samme formaning gjenfindes hos Tomas af Aquino, den katolske
kirkes autoritet i alle etiske og sociale spørgsmaal, og han tilføier
endvidere, at slaverne selv bør foretrække slaveri for frihed, selv
om friheden tilbødes dem, „da slaveri er en aarsag til ydmyghed!"
Den lighed, kristendommen prædikede, var ikke lighed i denne
verden, men lighed for Gucl; og for Guds domstol er frihed og
magt og rigdom uden enhver værdi. Den katolske kirke handlede
ogsaa i overensstemmelse med disse principer. Den var selv
middelalderens største slaveeier; der fandtes abbedier, som eiede indtil
2000 slaver. Og saa nøieseende var kirken med hensyn til denne
sin eiendom, at et par kirkemøder udtrykkelig paalagcle enhver
biskop, som frigav en af kirkens slaver, at kjøbe to istedetfor. Den
gamle sætning, at kristendommen afskaffede slaveriet, har sin
hovedsagelige støtte i de formaninger, som kirkens tjenere rettede til de
verdslige herrer om at frigive sine slaver, samt deri, at frigivelsen
pleiede at ske i religiøse former, „i Guds navn" eller „for sjælens
salighed". Men ingen af disse argumenter kan tillægges nogen
afgjørende betydning. For det første søgte nu kirken engang for
alle i ethvert tilfælde at indskrænke de verdslige herrers magt,
mens de verdslige paa sin side neppe kunde tage for alvor
formaninger, som stod i aabenbar strid med kirkens egen praksis.
For det andet var det tidens skik at give et religiøst anstrøg til
handlinger af enhver art: saaledes finder man i middelalderen ogsaa
formularer for salg af slaver, affattede i ord som „jeg sælger den
og den slave i Guds navn." Vi har intet bevis for, at kirkens
formentlige anstrengelser i dette punkt har havt vidtgaaende følger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
