Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Gunnar Heiberg: „Folkeraadet“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
389
komisk sans og aabent blik for livets naragtighed. Heibergs vid
er tyngre, skarpere; det lystspil, hans tidligere arbeider har
indvarslet, er den dramatiske satire, en komedie, hvor den komiske
sans parrer sig med harmfuldt alvor, en lystighed, som skjælver af
indre oprør., Det kommer karakteristisk frem i „Kong Midas".
Lettere, men ikke ublandet munter, er komedien i „Gerts have".
Lystigheden i „Balkonen", repræsenteret af Resmann, er af den
art, der gaar en koldt nedover ryggen.
Kritikere har en naturlig trang til at sammenligne. Naar man
møder noget nyt og betydeligt inden litteraturen, vil man gjerne
opsøge det nye verks aner, skaffe sig et holdepunkt blandt det
kjendte og tilvante. Det er ofte en snare for den, der saaledes
søger at orientere sig. Saa ser man da ogsaa kritiken ligeoverfor
Heibergs „Folkeraadet" hente frem Aristophanes og Holberg. En
recensent trækker en parallel mellem Heiberg og Holberg og
bebreider Heiberg, at han ikke er Holberg; han har ikke dennes
„festivitas". Nu mangler „Folkeraadet" ingenlunde „festivitas";
2den akt lyser f. eks. af det festligste lune. Men foruden at
„Folkeraadet" ved sin form fremtræder som en helt anden kunstart
end de gamle Holbergske komedier, er dets komik af en vidt
forskjellig natur, den er skarpere, spidsere, den glimter som en
„nøgen kaarde". Den vækker latteren, men latteren er pludselig
og afbrudt, ikke lang og bred som hos Holberg, alvoret følger den
lige i hælene, satiren er oftere haard end gemytlig. Gemytlighed
er neppe nogen almindelig moderne egenskab. Tiden er nervøst
lystig og alvorlig. Dens humør er mere kompliceret, mere
opblandet med ironi, med visse bitre essenser, mere forbeholdent end
hos Holbergs samtidige. „Folkeraadet" er som komedie udpræget
moderne, rigt paa haarde uforsonede disharmonier, grelt i
farvelægningen, knapt, sammentrængt, tankedybt. Det skriger saa
brutalt op, at det vækker de blaserede, de halvvaagne, og engang
vakt lader man ikke lettelig dets alvorlige tankerække ligge. Det
er nyt, dristigt, fordringsfuldt, det egger til modsigelse. Snart
sagt hver dag har en eller anden modstander meldt sig til tjeneste
i pressen.
„Folkeraadet" har lighed med et komisk heltedigt. Under
pomp og larm følger man det mangehodede væsen, det
demokratiske folkeraad, fra dets velmagtstid til det selv giver sig
bane-saaret i slaget ved „den simple pligtbro" — til det befinder sig i
114 kister og hyldes af digteren under „stor folkesorg" — til det
omsider af de efterlevende faar sin historiske dom, og folket efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
