Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Malwida von Meysenburg: Erindringer om Joseph Mazzini fra aarene 1856—59
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
455
Jeg lever laer kun et la jerneliv, i indignation og i følelsen af
min pligt; hjertet har dermed intet at gjøre og er langt borte. Hvad
tror De om den agitation for enheden, som reiser sig hos eder? Hvad
tænker IC. . ., B. . . og de andre derom? Hvad haaber De?
Her er krisen endnu i sin begyndelse,
Lev vel, kjære veninde, jeg føier for Dem et oprigtigt og
urokkeligt venskab.
Joseph.
For endnu at føie et træk til dette billede, vil jeg anføre, hvad
Alexander Herzen skrev, da Mazzini fra det [af Garibalcli erobrede
Neapel, som den eneste endnu banlyste, vendte tilbage til London.
Han havde skrevet til Herzen og bedt ham komme sig imøde. „Jeg
ilede med beklemt hjerte til ham og ventede at finde ham sørgmodig
og saaret i sin dybeste kjærlighed. Jeg fandt ham vistnok legemlig
ældre, men aandig bent ud forynget. Han kom mig imøde, greb
efter sin vane begge mine hænder og sagde: „Saa er det da
endelig fuldbragt!" Og hans øine straalede af henrykkelse, og hans
stemme bævede af bevægelse. Han fortalte mig om den sidste tid og
om de begivenheder, som var skeet forud for ekspeditionen til Sicilien.
Af den henrevethed og kjærlighed, hvormed han talte om Garibaldis
vaabendaad og seire, fremlyste venskabet for denne ligesaa klart som
af hans uvilje over hans blinde tro til menneskene og hans
udygtighed til at bedømme dem og gjøre forskjel paa dem. Mens jeg hørte
paa, tænkte jeg, om jeg ikke skulde opdage saa meget som en tone
af saaret egenkjærlighed, — men nei! — Han var kun sørgmodig
som en moder, hvem hendes kjæreste søn en tid har forladt. Hun
vecl, at sønnen vil vende tilbage, og hvacl der er endnu mere, at han
er lykkelig, og clet er erstatning for alt. Saaledes er ogsaa Mazzini
fuld af haab for Italien, han og Garibaldi staar hinanden nærmere end
nogensinde. Han fortalte med smil, hvorledes Neapels folkehobe,
opviglede af Cavours agenter, havde omringet hans hus og skreget:
„Døcl over Mazzini!", da man blandt andet havde faaet dem til at
tro, at han var en „bourhonslc republikaner". „Der var," sagde
han, „netop flere folk hos mig, blandt dem en ung russer. Han var
ganske forbauset over, at vi, da skriget var ophørt, ganske rolig
fortsatte vor samtale. „Vær ikke bange," sagde jeg til ham, „de vil
ikke dræbe mig, de skriger bare.""
Malwida von Meysentmrg’.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
