Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Theodor Beer: Vivisektion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
458
«
ligger i sagens natur, at strengt taget kan enhver kun kjende sine
egne fornemmelser; intet matematisk tvingende bevis kan anføres
for, at et væsen, selv om det er forskeren aldrig saa ligt, nøiagtig
føler det samme indtryk paa den samme maade som han, og det vilde
aabenbart være ganske vilkaarligt og uberettiget at forudsætte dette,
hvis organismerne var meget forskjellige. Det er et kjendemerke for
den sande videnskabsmand, at han gjør sig klart, hvad han ikke ved, og
at han resignerer der, hvor han ikke kan vide mere. Enhver
antagelse kan, naar vi taler om de lavere dyrs smertefornemmelser, være
falsk — saavelsom det modsatte. Vi staar her foreløbig ved en af
de mange grænser for vor viden. Den som, utilfreds med
sandsynlighederne, overskrider denne grænse, begiver sig ind i tossernes
taagede troesland.
* *
Nutidens naturforsker er ikke materialist; men hans metode maa
nødvendigvis være materialistisk. Han har ingen ret til ligeoverfor
en fremmed organisme, hvis bygning og liv han vil beskrive, at staa
anderledes end ligeoverfor en hvilkensomhelst maskine, en
hvilkensom-helst kompliceret mekanisme eller kemisk forbindelse. Men ligesom de
clumme bønder i begyndelsen troede, at der var skjult en vældig hest
i lokomotivet, saaledes begaar naive gemytter — som jo ogsaa
bygger sig en Gud efter sit billede — let den feil at tro, at der i ethvert
dyr, selv om det er en mikroskopisk amøbe, stikker et lidet
menneske. Det kræver en lang videnskabelig opdragelse ikke at tænke
antropo-sofistisk om saadanne problemer. Et klogt ord af Scheitlin
siger: „Alles Thier ist im Menschen, aber nicht aller Mensch ist im
Thiere." Kun i det legende eventyr, men ikke i den strenge
videnskab er det barnlige standpunkt antageligt, at clen paa angelen
sprællende fisk føler det samme, som et varmblodigt menneske vilde føie i
samme situation. Saa maa vi da først og fremst forelægge os det
spørgsmaal: Hvoraf slutter vi os til andre væseners følelser? Svaret
lyder: Af disse væseners bevidste og ubevidste bevægelser. De kan
gjennemløbe den hele skole af udtryksmaader, fra det menneskelige
sprogorgans komplicerede ytringer til den enkle geberde, fra kong
Lears udbrud af rystende forbandelser til Tristans stumme blik, fra
den døende hunds sidste logring til en brunstig elefants rasen ; men de
gir os bestandig kun middelbar kundskab om de indre foreteelser,
og signalerne kan skuffe. Man kan føie smerter uden at give en lyd
fra sig, uden at fortrække en mine, og man kan klage over smerten,
uden at man føler den. Naar mine hunde havde slaaet sig eller bidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
