Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Theodor Beer: Vivisektion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
467
afstumpet i sine sanser, at man meel rette kunde kalde den frøen
blandt de varmblodige dyr. Kaninbukker bider ofte testiklerne af sig
selv. Staldkamerater spiser ofte ørene af hverandre; mange gange
river de i kamp bugen op paa hverandre, og det forekommer, at en
kanin uden at bryde sig om, at tarmene hænger ud af maven paa
den, rolig gnaver paa en roe. At ødsle overdreven medlidenhed paa
saadanne dyr, kan af alvorlige mennesker kun betegnes som taabeligt
og barnagtigt.
Buddhisternes dyrekjærlighed — som, i forbigaaende sagt, har
daarlige, praktiske følger, da den kun hindrer de troende i at dræbe
dyr, slet ikke i at pine dem — fører, konsekvent gjennemført, til
selvmord. En orientaler, hvem en naturforsker viste en verden af
levende væsener i en vanddraabe, forfærdedes og mente, at han fra nu
ikke turde drikke mere vand. I hvert aandedrag, med hver madbid
dræber vi middelbart og umiddelbart. Hvor vil man trække grænsen?
De berygtede indiske dyreasyler, hvor det elendigste dyrepak
„medlidende" fodres med samt sine parasiter indtil sin naturlige død, staar
for de fordomsfrie som hjemstedet for de skrækkeligste dyrelidelser.
Den, som derimod i laboratorierne, dyrlægeskolerne, klinikerne
vilkaarlig eller grusomt uden forberedelse, kundskab og behændighed
vilde foretage vivisektioner, eller som vilde lade et dyr lide et øieblik
mere end ubetinget nødvendig, vilde straks hjemfalde til sine elevers,
fagbrødres eller kollegers foragt. Man maa dernæst betænke, at den
som professionelt befatter sig med videnskabelige problemer eller med
fysiologi, hvad der er yderst lidet indbringende, i regelen medbringer
en ikke ringe almendannelse, en vis kultur og humanitet, som
virksommere end al „kontrol" forhindrer udøvelsen af unyttig grusomhed.
Det er en fordom at tro, at man ikke kan være dyreven og
vivisektor paa samme tid; jeg kunde næsten paastaa, at kun en forstandig
dyreven kan være en god fysiolog i ordets sande betydning.
Bernerfysiologen, Kronecker, som for mig og vel for alle sine elever staar som et
mønster paa elskværdig godhed, har i en fortræffelig tale sagt:
„Atbe-klage er de herreløse hunde, som hjemløse, smudsige, bedækkede med
ækkelt utøi bortjages fra enhver dør og maa samle sin sparsomme,
elendige næring paa gaderne. Saadanne skabninger blir „videnskabens
ofre"." Hvad sker der med dem? Dersom de ikke straks tjener til
eksperimenter, saa blir de vaskede, anbragte i luftige stalde, som er
forsynet med aabne pladse, og fodres rigelig. I de fleste tilfælde
gjøres dyrene ufølsomme ved narkotiske midler (kloroform, æter,
morfin), før de bindes. Intet eksperiment er „pinefuldt" for dyrene,
ligesaalidt som et menneske, der underkaster sig en kirurgisk opera-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
