Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Nicolai Wergeland - III (Fortsettelse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
om en „naturlig" samfundskontrakt*) og folkets suverænitet mødes
med forestillingen om en Gud, aabenbaret i en fornuftreligion,
(naturreligion). Hos Wergeland som hos saa mange af hans
samtidige forbinder disse tankerækker sig uden større vanskelighed,
uden skarpere kritisk undersøgelse; de problemer, som heraf maatte
reise sig, slumrer hidtil fredelig. Wergeland er ialfald dengang
endnu en mand, der ikke tumler med synderlig mange tvivl, han
har accepteret de meninger, som da deltes af de fleste dannede
og frisindede mennesker, og han udtrykker sig altid med stor
bestemthed, som en, der har sit paa det rene. Senere vil vi finde,
at han viser sig mere alsidig, mere bøielig og forstaaende
ligeoverfor andre, men heller ikke da gjør han indtryk af at have taget
sin ungdoms sandheder op til ny undersøgelse. Klar og positiv,
en mand med vilje og forstand, men uden sterkere trang til forsken,
uden dybere menneskekundskab og historisk forstaaelse — saaledes
fremstiller han sig for mig. Der findes i hans senere forfatterskab
dybt træffende enkeltheder, lysende glimt; der er utvilsomt hos
Nicolai Wergeland foregaaet en eiendommelig vekst, kanske endog
efter den tid, da en mands aandelige liv pleier at udfolde nye
kræfter. Men den begrænsning, vi kan iagttage ved hans store
politiske debut, kommer dog ogsaa til at bestemme hans senere
virksomhed. — Hans datter taler etsteds, om „Faders stærkt
reflekterede, forstandsskarpe, til Grublen og Melankoli tilbøielige Natur" 2).
Karakteristiken er træffende; kun tør den Grublen, C. C. vil have
fundet, nærmest betegne den tungsindige mands tause
indesluttethed; grublende var denne skarpe og ærgjerrige kampnatur ikke.
— — Wergeland blev’ den, der gav nationalforsamlingen dens
navn. Det er ham, der har æren af at have foreslaaet det norske
ord „storting". Til trods for de overdrivelser, der karakteriserede
hans tale og optræden, er han senere altid og med rette blit
nævnt som en af rigsforsamlingens betydelige repræsentanter. Og
ved dommen over hans veltalenhed bør man navnlig tage hensyn
til to omstændigheder: hans sprog udmerker sig, saa bred
hans fremstilling end kan være, ved sin klarhed og fyndighed;,
han, har — maaske af franske forbilleder^3) — lært at forstaa vær-
x) Ligesom i Frankrige ser vi ogsaa hos os „Contrat social" gaa igjen hos
nationalforsamlingens medlemmer. Vendinger som denne „naar menneskene
konstituere sig til Samfund" (Ritmester Heidmann i debatten om værnepligten);
er ikke ualmindelige.
e) C. C.: „I de lange Nætter" s. 12.
3) Mirabeau har saaledes gjerne korte, rammende sætninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
