Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Bondelivsidealet i dets udvikling indenfor de nordiske litteraturer fra renæssancen til vore tider - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.422
Det er utvilsomt i Norge, at romantikens bonde har gjort sig
sterkest gjældende.
I tyveaarene, mens odelsbonden feires i den selskabelige lyrik, er
der en enkelt forfatter, den eneste digter af nogen betydning, som
Norge dengang havde, Mauritz Hansen, der ogsaa indfører ham i
novellen. De bønder, vi møder i hans fortælling "Luren", har rigtignok
ikke meget med den norske bonde at bestille. De har bibelen og
Snorre paa bordet — forøvrigt virker "Luren" som daarlig tysk
under-holdningsromantik. Betegnende for Mauritz Hansen er ogsaa hans
skildring af "Snedkerkonen", en dame, eier har forelsket sig i en
bonde og gifter sig med ham : da hun efter et trist liv vandrer over i
en bedre verden, efterlader hun sig endel bedrøvede vers, som hun,
for at de ikke skal forstaaes af manden, klogelig har forfattet paa tysk.
En friskere tone end hos Mauritz Hansen anslaaes af Bjerregaard
i "Fjeldeventyret" : uden at digteren har git noget dybere rammende
billede af norske bønder, snakker de og opfører sig naturlig, det er en
skisse i forbifarten, en rask begyndelse til en virkelighedsskildring.
Det vil erindres, at den norske bonde navnlig fra tiden omkring
1830 begyndte at spille en større politisk rolle. I 30-aarene faar
desuden interessen for vor ældre historie gjennem visse videnskabelige
foretagender en fastere grundvold at bygge paa. Et verk, der baade
indvarsler den norske romantik og tillige skulde indvirke afgjørende
til at bestemme bondens stilling i litteraturen, er Jørgen Moes
folkevisesamling 1840. De samlinger af folkeviser, der i alle tre nordiske,
lande foretoges i første halvdel af dette aarhundrede, har visselig
overalt havt indflydelse paa interessen for folkelivet. Jørgen Moes
samling indtar imidlertid en særstilling. Den kom paa et tidspunkt, da
i Norge trangen til noget nationalt samlende, viljen til en national
kultur endnu ikke havde taget bestemt sigte. Der var et parti, som
søgte at tillægge det, som var indvundet, den størst mulige betydning,
mens et andet vilde reducere alt iri absurdum og mente, at der først
kunde tales om en norsk kultur fra det øieblik, Welhaven i "Norges
Dæmring" havde benegtet, at en saadan kultur eksisterede. Men
begge partier følte et savn, hos begge merker man en ubestemt søgen.
Jørgen Moes samling begynder med viser paa dølemaal fra
slutningen af forrige aarhundrede, "Heimatkomsten", af Stockfleth,
"Skogmøte hos Torger Skjeille", "Huldre aa en Eiland",
"Sætervisen" m. fl. af Edvard Storm, digte, som hører til det bedste, disse
forfattere har frembragt. Baade Stockfleth og Storm har her fundet
malende ord for dølebondens liv i det daglige, i gjestebud, til støls,
livet i skogen eller hjemme mellem husene. Hos begge er der en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
