Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af en brevveksling mellem J. S. Welhaven og Camilla Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120 Brev fra Camilla Wergeland til J. S. Welhaven.
<
løftigheder, naturligvis maa besvare med «Gut», men dette
Spørgsmaal gjør D u mig vist ikke. Men spørger Du o m
jeg er tilfreds med mit Ophold h er, da kan jeg
med fuldkommen Oprigtighed svare: Ja. Selv i det
stærkeste Anfald af Længsel efter Mine, bliver mig dog
Besindelse nok, til ikke for Øieblikket at ønske mig hjem. I
Førstningen var jeg lidt beklemt tilmode, som jo er
naturligt efter en saadan pludselig Udriveise af Hjemmet førend
man ret kan sætte sig ind i det Nye, og skikke sig efter
disse Fremmede, hvis Fordringer og Sædvaner man ikke
kjender, men ængstelig søger at gjette, medens man gruer
for Opdagelsen ; men dertil har jeg ikke havt Grund; der kan
ikke tænkes mere omgjængelige Folk, eller en Kreds hvor
der hersker mindre aandig Tvang end denne; Enhver kan
bevæge sig frit og det individuelle bliver holdt hellig. Fru
Ludwig 1 bliver dog altid, selv efter 4 Maaneders
Bekjendtskab, en fortræffelig Kone. Har jeg ikke fortalt dig noget
om hende? nei det er sandt, det var til andre — Jean Paul
tilbad hende engang! Hun er en af de Faa, der har vidst
gjennem alle Grader af et omvexlende liv, af et huusligt
Livs Kummer og Kummerlighed, at bevare et ungdommeligt
Sind og et ligesaa ungdommeligt Udseende; hun kjender
intet til hiin Intolerance og Anmasselse mod Ungdommen
og hiin Fiskebeensskjørtværdighed som vanskabe vore gamle
Koner. Jeg maa mere betragte hende som Veninde,
endskjøndt jeg ikke kunde fristes til at dele mit Indre med
hende, og Grunden dertil skal jeg sige dig engang ved
Leilighed. Om gamle Ratli vil jeg ikke begynde at tale, det
vilde blive saa vidtløftig som han selv. Det er et Par gode
Folk, og deres største Fortjeneste er at de ingen
Hamburgere ere. Jeg gaaer saa sjelden som muligtud; jeg befinder
mig bedst indenfor mit lille Kammers fredelige, gra ae Vægge,
hvor jeg foruden et skjønt Pianoforte har en herlig grøn
Sopha og Blomster i Vinduerne, og enda til Overflod,
Maaneskin og Morgensol — här er min Walplats, är min Werld
— men nu hører jeg dig afbryde med et meget naturligt
Spørgsmaal: hvad jeg bestiller der, hvad jeg udfylder Tiden
med? Jeg arbeider. Gjør mig den Tjeneste at tage dette
alvorligt. Du har ganske uskyldigt truffet noget rigtigt, da
du til hiin Person, der spurgte hvad jeg vil i Hamburg, talede
1 C. WT. boede i Hamburg hos «Rath» Ludwig og Frue.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
