Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Vikingetidens kultur og livsanskuelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vikingetidens kultur og livsanskuelse.
159
Eller som Ragnar Lodbrok siger: «Leende skal jeg dø.»
Det, er som de gamle nordboer har ment, at menneskets liv
og lykke er som siv for vinden i skjæbnens og de høie guders
ubønhørlige haand. Men over mandens sind har de ingen
magt. De kan knække legemet; men bøie sjælen magter de
ikke. Tydelig træder denne tanke frem i Egil
Skallagrims-søns «Sønnetabet», hvor den sønneløse Egil klager:
Valg er nu ei let
mellem vilkaar onde;
Nares frænke
paa nes stander;
dog skal glacl jeg
og meel gocl vilje
og freidig i hu
paa Hel vente1.
Men der gaar ogsaa blødere, mere menneskelige strenge
gjennem vikingetidens kultur. Der er kjærlighed, ren og
romantisk, som de to Helgers til Svaava og Sigrun eller som
Gunnlaug Ormstunges til Helga den fagre. Ja ofte faar
kjærligheden et næsten moderne udtryk, som naar Kormak
synger om sin elskede Steingerd:
Før skal heller flyde
fort som korn paa vandet,
før skal de herlige fjelde
falde i havet det clybe,
før der fødes kvinde
fagrere end Steingerd.
Men især faar slegtsfølelsen ofte et skjønt og gribende
udtryk hos de gamle nordboer. Ætten var det bindende i
deres samfund. Ulykkelig var den mand, som stod alene
igjen uden efterkommere. Som Haavamaal siger:
Søn er bedre, om sent født
efter hedengangen helt;
sjelden bautastene ved veien staar,
uden naar søn dem sætter.
Eller som Egil Skallagrimssøn siger i «Sønnetabet», da
han har mistet sin elskede søn Bodvar:
1 Rosenbergs overs. Nares frænke, d. e. Hel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
