Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Vikingetidens kultur og livsanskuelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Alexander Bugge.
søljer og smykker,
svangribbede heste;
ringe han skjænked,
skar guld i stykker.
Jarls mænd kjører til Herses hal og fører hans
smalfin-grede, hvide og kloge datter med sig hjem som Jarls hustru.
Hun gik under brudelin; de levede sammen i kjærlighed,
øgede ætten og nød sine aar. Jarls sønner voksede op,
tæmmede heste, bøiede skjold, skjæt’tede pile, svingede spyd.
Den yngste søn var Kon den unge (Kon r ungr, cl. e.
konungr, konge). Kon den unge var kyndig i trylleruner,
han forstod at berge mænd, døve sverd, stille sjøen. Som
ung jager han i skogen, men siden drager han ud paa
hærfærd, vinder lande og blir en mægtig vikingehøvding.
Saaledes var vikingetidens kultur. Aristokratisk, som al
kultur er clet i sin begyndelse, de faas eiendom, for siden at
sprede sig til de mange. Meel foragt for den svage, for det
vanføre barn, der blev sat ud i skogen for at sulte ihjel,
som for trællen med den ludende ryg og cle digre fingre, der
var god nok til at staa for øksehug, men ikke fik deltage i
fri mands virke, paa jagt, i krig og i sjømandsfærd. Meel
beundring for den sterke, den kloge, den selvhjulpne, den som
tror paa sin egen kraft og styrke. Med beundring ogsaa
folden ensomme, den som lider alene uden at klage for verden
sin sorg og sin smerte. Den har ikke mange bløde, myge
strenge, denne kultur. Den har intet syn for den sprættende
birkeli og den duftende hæg eller for bækken, som risler
over mosegrunden, ei heller for den unge piges første,
drømmende kjærlighed. Den elsker havet, havet i storm og i
uveir, mens bølgespruten staar over stavnen, og Rans døtre
strækker sine graadige arme op efter mændene.
Hvor seiersglad og malende er ikke skildringen af
sei-ladsen i digtet om Helge Hundingsbane! Helge seiler fra
Danmark ned i Østersjøen for at kjæmpe med
Granmars-sønnerne.
Saa lod slyresmanden
stavntjeldene falde,
at mildingers
mængde vaagned,
og siklinger
snøred op til mast
vævede seil
i Varinsfjord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
