Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterkronik.
191
hed, som forfatteren har paaduttet kommandøren, rimelig eller
blot mulig. Hr. Olaf Hansson som kommandør Kaas bør
roses for sin klare og myndige tale under forhøret og hr. Hauk
Aabel for den knappe, tunge følsomhed, hvormed han i
sidste tableau lader sin kaptein Tønder melde Tordenskiolds
død.
Af de arme tyskere er hr. Michael Krohn som general
Folckersahm heldigst. Han giver en art letlivet rokokogeneral,
der gjerne siger «Frauenzimmer» med en egen smattende
betoning, med ømhed i smilet, et sværmerisk blink i øiet, en koket
henrykkelse allerede ved ordet, en kort fordybelse i søde minder,
lir. Olav Voss’s oberst Landsberg er netop saa klynkende
ubestemt og saa bravt følsom, som forfatteren har tegnet ham, og
endelig giver familien Danckwart, fremstillet af hr. Ludvig
Berg h, Fru Sel m e r og F røken Kavli, tilbedste et
operetteoptrin af den fornøieligste virkning.
Naar tæppet gaar op for sjette tableau, ser man inde i et
skjærgaardslandskab kong Karl den tolvte staa alene, et stykke
foran sine officerer, og stirre nedover mod sjøen. Det virker som
et billede, umiddelbart og stærkt. Hr. Egil Eide ser som kongen
netop saa rank og stolt, saa ensom og unærmelig ud, som man
tænker sig ham, — Karl den tolvte, sit folks haarde skjæbne,
nu selv skjæbnemærket. De første ord falder, faa og knappe, og
de siges med en kort fasthed, som var hvert af dem et
hammerslag. Men skjønt en naturlig høihed vedbliver at præge hr. Eides
spil, saa slappes hurtig clen først vundne spænding. Det kommer
af, at forfatteren ved at lægge kongen megen tom og overflødig
tale i munden dræber enhver illusion. Skulde denne syge og
brudte mand, som taler barnslig fornærmede ord til Vorherre og
ræddes for døden, være Karl den tolvte, den tause og tungsindige,
den altid uryggelige, hvis eventyrfærd gjennem livet blev ledet af
saa rolig en skjæbnetro, og hvis bratte død endnu har beholdt
sin mystik? — Der skal en digter, en stor digter til for at gjøre
denne konge levende for os.
Til stykket har kapelmester Halvorsen komponeret megen og
særdeles velklingende musik. Særlig forstærkes stemningen i det
sidste og efter min mening bedste tableau, hvor Tordenskiolds lig
roes opover kanalen, i høi grad af den skjønne sørgemarsch. Gjennem
alle tableauer yder hr. Wangs dekorationer en fortræffelig hjælp
til at opnaa den tilsigtede virkning. Udstyr og spil er af
iscenesætteren stemt sikkert sammen med forfatterens stykke; en vis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
