Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Böcklin og den tyske malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Böcklin og clen tyske malerkunst.
215
hordt. For dem har han malet, med dem har han drøftet
kunstideer og maleriets tekniske problemer, hvori han havde
erhvervet sig en usedvanlig indsigt, med dem har han nydt
livet og drukket sin røde vin.
Og selv om denne kreds havde svigtet ham, selv om
ingen opmuntring hovde ansporet ham, selv om hans
ungdoms kjærlighed ikke længere kunde opflamme ham til ny
livsnydelse og ny kunstnerisk bedrift — saa var der dog en
stærkere magt, som under arbeidet stod hos og manede ham
til at nytte livets korte frist.
Fuld af dyb og værdig selvfølelse, som han var, har
Böcklin i en række af selvportrætter forherliget sin egen
pragtfulde type.
Han har malet sig selv med vinglasset i haanden,
livs-frodig og stærk — et modstykke til hans magtfulde portræt
af den bredskaarne romerske skjønhed, han havde valgt at
nyde livet sammen med.
Han havde malet sig selv med paletten i haand og det
stolte hoved løftet i rolig trods.
I et andet billede er hans dybt gravede træk præget af
nervøst tungsind, men paa en baggrund af marmorsøiler og
laurbær.
I selvportrætternes række er dog det det mærkeligste,
som han malte, da han i 45-aars alderen havde reist sig
efter en svær sygdom og atter stod ved arbeidet.
Sygeleiet, har afmagret og beaandiget det djærvt skaarne
ansigt og et svært alvor behersker det. Men pludselig
samler trækkene sig i anstrængt anspændelse, lyttende vender
han hovedet bagover, og penslen slipper lærredet. En lyd
fylder hans øre i atelierets stilhed, en enstonig gnaalende
lyd uden omskiftelse. Er det urets taktgang, sekundernes
dryppen, tidens aandedræt eller bare blodets syngen i hans
øre? Eller er det ikke, som om en hemmelig gjæst stod bag
hans ryg og uafladelig spillede den samme tone paa den
sammeene streng,dødens uforanderlige sang om tidogevighed?
Men knokkelmandens gamle vise skræmmer ham ikke.
Anspændelse og alvor er eier over hans lyttende træk, men
ikke den mindste iling af frygt.
Livet har for ham havt sikre maal, og han har ikke
svigtet dem. Naar fristen er ude, tør han rolig lade sig^
indskibe til «d e dødes 0».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
