Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterkronik.
235
ungdom. Hun har været pianospillende «vidunderbarn», og
fattig som hun var, maatte hun gaa paa tournéer og vise sine
færdigheder for de rige. Fra de konserterne har hun faaet en
«angst» ind i sit liv, siger hun selv; fra den tid skriver den sig
ogsaa, følelsen af det ydmygende i at være fattig, det
beskjæm-mende i at maatte sætte sin tillid til andres naadige godhed,
respekten for rigdommen, for den gode selskabelige stilling og
det fine, behagelige liv, trangen til endelig engang at komme
ud af den kolde, klamme skygge og over paa solsiden her i
verden. Alt dette fortæller hun selv aabent og ærlig Wisby, som
hun netop har egtet, og som har den rigdom at strø ud over
hendes liv, som hun de mange aar igjennem har drømt om og
længtet mod. Ilendes oprigtighed mod ham paa dette punkt
kunde let synes for stor, næsten lidt udelikat, om den ikke var
det naturlige udtryk for den taknemmelighed, hun føler mod den
mand, der endelig har givet hendes omtumlede liv ro og fasthed;
hun maa stadig og med ord, som tindrer af taknemmelig glæde,
fortælle ham, hvor sterkt hun har haabet engang at komme
did, hun nu er naaet, og hvor meget hun skylder ham. Og
hun er ivrig optaget af tanken paa al den gjengjæld, hun vil
yde hans store godhed : «Du skal faa ung varme med mig! Du
skal midtvinters faa et bord dækket, som var det sommer.»
Lydias liv har ikke været — og har ikke kunnet være
— den normale opdragelse til egteskab, som ydes unge døtre i
korrekt vedligeholdte hjem; der blev ikke tid til at give hende
stort anden dressur end den rent musikalske, og den medfødte
kunstneriske uro i hendes blod og den stadig mere spændte
eventyrtrang i hendes sind kan naturlig nok have ført til, at hendes
fart fra by til by efterhaanden ogsaa blev en flugt fra elskov til
elskov. Hun søger ikke at lyve sig bort fra denne sin fortid;
man forstaar, at hun oftere har talt med Wisby om clen. «Bare
du og jeg!» siger hun; «lad ikke noget gammelt komme mellem.»
Og Wisby svarer: «Aldrig! jeg har lovet dig det». Senere, da
hun ynker sig selv, fordi hun fra den tidligste ungdom af følte
sig forvirret og skjæbnebestemt, ude af stand til at lede sit eget
liv, kun som en brikke i et spil, der førtes af andre hænder, —
saa siger han med fast klang: «Lydia, min ven: paa mig skal
du kunne regne.» Det er et løfte, en mands vel overlagte løfte.
Men godseier Wisby er en yderst svag mandsperson, og hans
løfte er ikke mere værdt end han selv. Han formaar ikke at
tage sit parti. Han kan ikke som Rosmer til Rebekka sige, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
