Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Belgisk literatur. Lemonnier. Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Belgisk literatur-. 279
liendes grav og lægger hende i den selvsamme seng, hvor
de tidligere elskede hinanden. Ham tykkedes de
tætforgre-nede rislende ormemasser at være glimrende smykker af
ringe og spænder. Med sine kys varmer han de røde
mylrende haar, medens lyset fra vinduerne rødmer ud i mørket
som blodige kjødlapper skaarne i nattens hjerte. Ved
daggry forstod han, at alt var forbi, og han ståk ild paa huset
og strakte sig under ligklædet i døden ved siden af den døde.
Natlige ildebrandes grelle impressionistiske skjær og
brogede virvar synes særlig at ha tiltrukket forfatteren.
Somme af digtene peger hen paa de allegoriske og
delvis allerede symbolistiske hos Sul ly Prud bomme.
Ikke altid lykkes symbolerne; der er dem som kommer
allegorien betænkelig nær, falder i clet kolde, matte, trivielle.
Andre blir for lange, støiende, fordringsfulde. «Grovsmeden»
skal muligens forestille noget i klasse med Ibsens
Knappe-støber. —
Gruppe nr. 2, Les apparus dans mes cliem i ns
(skikkelser paa mine veie), er fra 1891. Den opviser regelmæssigere
rimforbindelser og versstrukturer (sonetter f. eks.) Hvad G.
Brandes1 sier om clen, at «den har mere udsøgt klang end
de fleste franske digtsamlinger af den efter-Ve r la i n eske
retning», kan udvides til at gjælde for hele bogen. Han
tillægger den endvidere en «sartere duft», et udtryk som
lyder-lidt underlig. Det som mest her paafalder hos Verhaeren,,
er ikke egentlig sårt duft og finhed, men kraft, mægtig
impressionisme, vildhed, ogsaa i nedslagenheden, sorgen og
smerten. Kun undtagelsesvis er han i denne samling mild,,
blød, rørende, sværmerisk, som i L’Attendue, en
mystiskidealistisk clithyrambe til den hedengangne elskedes pris,
hun som nu bor i Paradisets underfulde have, der er «saa
fuld af gyldne blomster, saa flammende af lys, at selv
blomsternes skygger dér er af guld» . . . Siden mærker han
stadig, at hun er ham nær; hun hjælper ham som et stakkels-,
ulykkeligt barn, skjænket- ham fred og gjør hans hjerte
bedre. «Hun styrer mine fingre, medens jeg skriver til hende
disse ver-s, som blot taler om hende og som derved blir til;
hvide veie, hvor hendes tanker følger mig ... I hende vil
jeg leve for tilsidst at dø helt i hende.» Noget i denne stærke
1 Udenlandske Egne og Personligheder, p. 13L
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
