Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af Gustave Flauberts romantiske digtning - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Gustave Flauberts romantiske digtning. 305
maler: alle disse folkeslag, deres religiøse kultus gjennem
aartusinder, deres barbariske forestillinger og barbariske
skikke, deres ceremonier og deres religionskrige — eller
disse sekter, der gjennem de første aarhundreder efter Kristus
kjæmper om magten, afvekslende forfulgte og forfølgende
hverandre, snart mishandlede af arenaens vilde dyr, snart
kjæv-lencle paa kirkemøder — martyren fra igaar kror sig idag
som den mægtige prælat–alt dette maatte friste
Flaubert — ironikeren, videnskabsmanden, men især maleren.
Ogsaa det maleriske i «Saint Antoine» generes hyppig
af billedernes vrimmel, og noget helt billede blir der ikke af
de mange. Men nu og da rulles der op et lærred, eier
virker med en blodig uanet farvepragt.
— — Ideen til «Saint Antoine» beskjæftiger allerede
Flaubert i hans 25de aar. Det er værd at bemerke, at den
første indskydelse har han faaet gjennem et maleri. I mai
1845 skriver han fra Milano til Alfred Le Poittevin: «Saa
har jeg set et maleri afBreughel, som forestiller den hellige
Antonius’ fristelse, det har bragt mig paa den tanke at
arrangere dette sujet for teatret, men det vilde nok kræve en anden
mand end mig.» Han tilføier, at han skulde gi baade det
ene og det andet «for at kunne kjøbe dette maleri, som
størsteparten af de folk, der ser paa det, sikkert anser for at
være slet». Og i august 1846 taler han i et brev til Louise
Galet om en gravure af Callot med samme sujet som
Breug-hels maleri: «Jeg har pakket ud min «Tentation de Saint
Antoine» og hængt den op paa væggen — det er et arbeide,
som jeg elsker høit. Jeg har længe ønsket mig det. Det
paa samme tid groteske og sørgmodige har for mig en
uforklarlig charme — det svarer til de inderste krav i min natur:
en bitter gjøgler som jeg er. Det faar mig ikke til at le,
men til at drømme længe.»
I slutningen af 1851 er han allerede naaet langt med sin
«Saint Antoine». Han har da gjort sin østerlandske reiseT
hvad der sikkert har bidraget til at øge hans interesse for
emnet. Men han omtaler endnu i et brev af januar 1852
baade dette sujet og «L’éducation sentimentale» som
«forsøg«. «Saint Antoine» fremstilles som et udtryk for en
bestemt side af hans temperament og talent, den lyriske, som
en opgave, lyrikeren i ham har udkaaret sig. Og han føler
sig under arbeidet paa «Saint Antoine» mest fri, mest sig
20 — Samtiden. 1901.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
