Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af Gustave Flauberts romantiske digtning - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Gustave Flauberts romantiske digtning.
307
«Saint Antoine» blev, som vi ved, foreløbig henlagt efter
Bouilhet’s og Ducamp’s raad. I slutningen af femtiaarene
har Flaubert arbeidet atter for sig, men lægger det til side
til fordel for «Salammbo». Men denne hellige Antonius’
fristelse vedblev, som man har sagt, at være Flauberts egen
fristelse, og efterat han var blit færdig med «L’édueation
sentimentale», gjenoptages emnet for sidste gang, og 1874
udkommer Flauberts kjæreste bog — for at bli læst af nogle
ganske faa, forstaaet af endnu færre.
Ved bogens begyndelse træffer vi den hellige Antonius
ved sin hytte i en øde ægyptisk klippeegn. Det er aften, den
udpinte eneboer længes efter hvilen. Men denne hvile
kommer ikke. Hans overanstrengte nerver, hans savn, de
længsler, der ikke har ladet sig døde, — nu da natten
bryder-frem, melder alt dette sig, hensætter ham i en feberlignende
tilstand.
Jeg har sagt, at «Saint Antoine-» er et digt om
menneskets afmagt.
Denne afmagt skildres først hos det enkelte menneske,
Antonius, der som asket stiller sig mod naturen. Hvad
hjælper det, at han piner sit legeme ud, at han gir afkald
paa alle verdens glæder, ofrer sit gods, sin geistlige karriere,
skyr* kvinderne, sulter i ørkenen med sjakalerne som eneste
selskab? Naturen er ligefuldt hans herre, den bor inde i
ham, forvilder hans tanker og vækker’ under selvpinselen de
fornemmelser, han har flygtet for. Han føler ensomheden
saa sterkt, at han prøver at lokke til sig en af de sjakaler,
der pleier at stjæle hans mad. Det er da et levende væsen.
Derr natur, han tror at kunne mestre, den mestrer
tvertimod ham selv i hans tanker og drømme.
Hin nat i ørkenen mindes han Ammonaria, hans
ungdoms elskede, som løb efter ham og kaldte paa ham, da
hans lærer, den gamle asket, førte ham ud af verden.
Han fristes videre ved tanken paa den mægtige rolle,
han kunde ha spillet i den kirkelige ståt. Han fyldes lidt
efter lidt af en dyb forfængelighed: for en mand han i
virkeligheden er!
«Det er efter min befaling, man har bygget alle disse
hellige klostre, fulde af munke, der bærer gjedeskinds
haar-skjorter paa deres krop, talrige, saa de kunde udgjøre en
hær. Jeg har langveisfra helbredet syge, jeg har udjaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
