Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterkronik.
331
af moralsk art. Det gjaldt ligesom ene og alene om at faa
forsvarlig fastslaaet, hvor Bjørnsons skuespil følger og hvor clet
fjerner sig fra de historisk foreliggende forhold og begivenheder,
at faa trukket en klar grænselinje mellem det virkelige og det
digtede liv; ethvert træk, som befandtes hentet fra virkeligheden,
maaLte merkes og understreges, enhver traad, som fra digtningen
selv førte tilbage til dens historiske udspring, følges og fastholdes.
Derved naaede man til en bedømmende — eller maaske helst
dømmende — kritik af digterens eget personlige forhold til den
mand, som var hans ven, og som blev hans stykkes helt, og man
fik herunder anledning til at forskanse sig med de sterkeste
moralske betænkeligheder mod kunstens indbrud i det virkelig levede
liv. Det var en eneste lang vandring bort fra selve digterverket.
Det Bjørnsonske skuespils opførelse paa Nationaltheatret burde
hjælpe baade kritik og publikum til at finde veien tilbage fra
denne vidtløftige udflugt — den lige, brede vei ind til verket
selv. Spørgsmaalet er alene dette: er skuespillet afgrænset og
afsluttet i sig selv, kan personer og tildragelser forklares og
forstaaes helt ud fra stykkets egne forudsætninger, eller kræves det
af os, at vi tager til hjælp vort kjendskab til begivenheder, som
ligger udenfor digterverket? Maa det i et eller andet punkt
belyses udenfra, eller har det i alle dele lys nok i sig selv?
Er det forblevet hængende i den virkelighed, hvorfra det tog sin
første næring, eller har det helt frigjort sig fra den? — Svaret
maa blive, at intet i stykket peger ud over det selv, paa intet
punkt gaar det ud af sin strenge og faste ramme. Formen er i
dette drama netop sjelden sikker; kun i sine færreste verker har
Bjørnson taget de rent kunstneriske hensyn saa alvorlig som her.
Derfor er ogsaa skuespillet blevet, hvad det er: et organisk
kunstverk, der lever sit eget liv og udvikler sig efter sine egne love.
Der er ogsaa, saavidt jeg har kunnet forstaa, adskillige tegn
til, at den tid nærmer sig, da ingen mere vil føie sig kaldet til
at mane døde begivenheder frem til kamp mod det levende
kunstverk, og da dettes høie rang knapt fra noget hold. længer vil
blive bestridt. Naturligvis kunde man ikke vente, at den
samlede kritik i trop og takt allerede nu skulde gaa fra den mening,
som den saa overbevist og saa overbevisende forfegtede for kun
et par aar siden; men selv hvor denne mening endnu ved
skuespillets optagelse paa vort Nationaltheaters program opretholdtes
med en art desperat ihærdighed, var dog tonen blevet en helt
anden end sidst. Og de gange, jeg har overværet stykkets op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
