Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. G.: Francesco Crispi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372
Francesco Grispi.
som deputeret til det første italienske parlament. Han er
fremdeles republikaner, men hans ubøielighed viger for høiere
hensyn til fædrelandet. Han ofrer sine meninger og antager huset
Savoyen. Han afventer sin tid, idet han trin for trin fuldfører
sin omvendelseshistorie. Han forhaster sig ikke. Han ser
fremtiden an og bearbeider behændig den parlamentariske jordbund.
I 1870 faar arbeidet sin løn; ved ministeriet Depretis-Nicotera’s
tiltrædelse bliver han valgt til præsident for deputeretkammeret.
Fra nu af begynder han at spille den store mand. Den
snedige politiker tager færten af vinden. Frankrig er overvundet,
han vender sig mod Berlin. Naturligvis elsker han fransmændene
endnu, han har ikke glemt sine landflygtighedsaar, de
venskabs-baand, som binder ham netop til de mænd, der har paataget sig det
tunge hverv at gjøre Frankrig stort og sterkt igjen. Dette
Frankrig er republikansk, det har faaet den styrelse, som svarer til
hans forhaabninger. Men denne republik er blot en etikette,
denitalienske patriot forfærdes over dens ultramontane tendenser.
I 1877 holder han det ikke længere ud. Han forlader Rom og
farter rundt i hovedstæderne for at tale sandhedens ord mod den
fare, som truer Italien. Ilan besøger Berlin, Wien, Budapest, Bern,
London — men især Berlin. Bismarck har allerede fortryllet
ham — vi skal se ham komme derhen igjen.
Isen er brudt; ved sin hjemkomst er han minister — forkort
tid, men længe nok til at blive end mere frygtet i oppositionen
og til at kunne være sjælen i det pentarchi, som Depretis lige
til slut blev nødt til at regne med — forresten en fuldt
konstitutionel opposition. Grispi har helt glemt, at han engang var
revolutionær og republikaner. Og da døden i 1887 berøver kong
Umberto hans uafsættelige raadgiver, bliver Crispi ganske
naturlig hans efterfølger.
Resten — det er de sidste tiders historie, ikke blot Italiens,
men Europas. Crispi havde en ubegrænset ærgjerrighed, han
vilde fordunkle Cavour, overgaa Bismarck. Han opfandt
megalo-manien, og i ni aar var Europa trykket af en stadig ængstelse.
Man kjender den rolle, hans tyske mester lod ham spille. Han
havde fundet trippelalliancen fuldt færdig — nu blev han dens
opviglende agent. Og med hvad slags samvittighed! Crispi havde
i denne sin funktion den tidligere Crispino’s hjælpemidler og en
slu fælle i ryggen. Denne fælle, som havde kloret sine negle
istykker for at saare franskmændene og drive dem til en eller anden
daarskab, rakte ham haanden, og Crispi indlod sig med iver paa legen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
