Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Ungdomssorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386
Erik Lie.
Han stansede med et og keg gjennem brillerne, idet et
lysskjær fra et af butikvinduerne gled hen over parret.
Og Blessing var det ogsaa — lang, mager og kortklippet
lys under den graa filthat . . .
Doktor Weismann blev staaende et øieblik og tegne i
rendestenen med sin stok.
Hm . . . opgjorde han sig. En vanskelig stilling, en
vanskelig situation . . . Kanske bedst ikke at blande sig op
i det . . . Strengt taget havde han jo som Blessings læge
ingen ret til at oplyse andre om hans sygdom. Gjennem
hele sit lange liv havde han jo altid holdt taushedspligten
hellig. Men det var dette med Gerda. Han var jo dog
hendes onkel, — og var det da rigtigt af ham at tie ? ... Vilde
han ikke senere komme til at gjøre sig bebreidelser over
ikke itide at have sagt fra ? . . .
Doktorens spadsertur blev længere end vanligt den dag.
Han gik ikke, som han pleiede, omkring slottet og ud over
Drammensveien, — han blev gaaende og drive nede i tykke
byen, hvor de elektriske sporvogne for afsted som eventyrlige
luksustog, og hvor menneskene hastede frem som mystiske
aandevæsener i skodden . . .
Og saadan gled ogsaa tankerne gjennem hans hjerne —
vage, taagede, uformede . . .
Han havde jo flere gange i den sidste tid lagt merke til,
at Blessing færdedes med blandt ungdommen hos Blankseths.
Men det havde aldrig faldt ham ind, at der var mere end
almindeligt venskab mellem ham og Gerda — før nu
iaften . . . Ligefrem mord vilde det være at styrte hende i
armene paa ham, — saa langt som sygdommen dér var
fremskreden . . .
At, dog en ung mand, der kjendte sin egen tilstand, vilde
narre en ung pige paa den maade! Men det var vel
ungdommen, det var vel ungdommen ... Og saadanne
brystpatienter saa alting saa lyst og haabefuldt an . . .
Doktoren stansede foran et butikvindu med kirurgiske
instrumenter, men glemte, hvad det var, han vilde se paa,
og spadserede betænkt videre.
Gerda var jo ogsaa eneste barn . . . gik det i ham. Han
havde seet hende vokse op fra liden, — og saa skulde han
betænke sig paa at aabne hendes øine, naar hun holdt paa
at gaa i fossen ? . , .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
