Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Strømninger under renaissance og barok - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Strømninger under renaissance og barok.
435
«die Kunst des schönen, ruhigen Seins» — baroken vilde
dramatisk liv, overvælden af følelser, ekstase.
Høirenais-sancen taler værdigt og klart, dens holdning er afmaalt
rolig, den nye smagsretning fordrede den store patos.
Man faar, hvad svenskerne spøgende kalder: stora gesten.
Baudelaire siger et sted: «Berus dig i vin, kvinder, poesi
eller religion, bare berus dig, hvis du ej vil føie livsledens
mare paa dit bryst.» Barokken vilde ogsaa beruses, dog er
tiden for sterk til at opfattes som en dekadent tid. Det er
for meget af renaissance igjen. Dens beruselse var ikke af
den stille, fine, lyriske, den fordrede de «store stemninger»,
den store patos, den vilde gribes, tvinges i knæ religiøst
som kunstnerisk.
II.
Den religion, ungrenaissancen dyrkede, var jordelivets.
Forsaavidt er denne tid virkelig hedensk og virkelig antik.
Jomfru Maria var jordisk ungmø og Kristus et vakkert
barn født og opdraget i Florenz. Byzantinismens
skrækindjagende, østlandsk-forpinte Kristus eller
senmiddelalderens i smerte forvredne existerede ikke for denne tid.
Religionen og hele evangeliet blev en fabel til udnyttelse for
artister. Quatrocento er en kort idyl i menneskehedens
religiøse følelsesliv. Kristendom og hedendom trivedes side
om side i en slags arkadisk uskyldighedstilstand.
Menneskesønnen fra Betlehem var steget ned fra sin
middelalderske himmelborg, og «dette menneskehedens
forfærd-ligste problem», som Kierkegaard kalder ham, blev opfattet
paa den mest elskværdige maade, helst helt artistisk. Der
var kommet forsoning mellem Golgata og Olymp.
Karakteristisk for tiden er den udprægede rolle,
biomstændighederne spiller i tidens kirkelige maleri.
Kunstneren gaar alle smaa tekniske bierender, en
perspektivopgave, en muskel eller en ny bevægelse kan interessere.
For alle disse biomstændigheder glemmes ofte fortællingens
kjerne. Det hele fortælles som i gamle krøniker, hvor selve
hovedpersonen glemmes for alle de forskjellige bipersoner.
Med andre ord anekdoten, denne middelalderens arv, sprudler
stadig frisk og ny frem af quatrocentos kunst. Fremstilles
et mirakel eller Kristi opstandelse, for ikke at, tale om hellig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
