Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ågot Ræder: Henrik Ibsen og kvindesagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
Ågot Hæder.
af en bra, hengiven, arbeidsom husets søn; det falder en
ikke saameget ind, at hun er kvinde, uden kanske fordi en
kjender hende igjen som saa helt og villig løsrevet fra det
bestaaende.
Den arbeidende kvinde — afklædt sin maskeradestas,
hverdagslivets type, kjær for os, for hvem hun var et. naaet
resultat, pantet paa en ny og bedre fremtid, men ikke netop
kanske kvinden i sin fulde eiendommelighed, derfor heller
ikke varigt stof for digtning; et produkt, af tidernes haarde
kaar kanske, snarere end en blomst sat af deres bedste
kræfter.
Mens man endnu rundt om diskutterede Petra og hendes
udsigter, havde digteren alt forladt hende; hans lydhøre øre
opfangede nye strømninger, hans trang droges ned under
overfladen til dette dernede, som laa og ulmede, men endda
ikke havde synlig vekst.
Fra Ibsen begyndte sin nutidsskildring af kvinden, stod
hun for ham som den, der løsrev sig. Allerede i
«Kjærlighedens komedie» kommer denne tanke frem. I «Samfundets
støtter», «Et dukkehjem» «Gjengangere» blir denne løsriven
fuldstændig. I smerte sker den, groet fast, som hun er, —
hun hænger igjen her, river sig løs hist, — levner tilbage
trevler af sin dragt, sin ynde, sit særegne væsen, — luksus
under kamptiden, — hærder sit saare hjerte, til hun endelig
staar der, blødende af mange saar, — fri, om end ribbet og
fuld af skrammer.
Løsreven staar nu tidens kvinde for digterens fantasi;
slig ser han hende stige frem af haremsmuren, hun, som
havde levet derinde i aarhundreder, halv samfundskuet, halv
oprørsk, behersket af instinkter, nysgjerrig, sterk i sanser,
færdig til at, gaa ud og leve livet i den nye frihed, — og
uden ansvar; for de gamle begreber’ er brustne, de nye har
endda ikke dannet sig; — overgangstiden er inde, det
rodløses, det uhyrliges, det farliges tid.
Saadan træder hun frem overgangstypen, — atter
kvinden som stof for digtning.
Rebekka West («Rosmersholm») blev Ibsens første
repræsentant for denne nye, fritstaaende, ansvarsløse type. Lig
Nora, sin forgjængerske, kjender hun ikke, elsker ikke,
forstaar ikke det samfund, hun omgives af. Hun træder dets
love uden videre under fod. Kun er hun endda langt mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
