Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ågot Ræder: Henrik Ibsen og kvindesagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
Ågot Ræder
og tar hende; den vækkes først i sin varige form, naar hun
føler og tror, at noget trænger hende helt og fuldt med noget
af den saarhed, barnet vækker hos enhver normalt udstyret
kvinde. Derfor løses konflikten i Ellidas indre i det øieblik,
hendes mand finder storhed nok hos sig selv til at vække
denne følelse og knytte hende til sig; i den frihed, han med
yderste selvfornegtelse tilbyder hende, tinder hun det tag i livet,
hun mangler, den følelsens ansvarlighed, der lader hende
binde sig til dagens liv, fæste rod som kvinde istedetfor at
flyde ud som den løsrevne havtang over et endeløst
ocean.
Ibsen havde skildret den løsrevne kvinde, der frelses og
fæstnes gjennem sit moderinstinkt; det næste skridt blev at
fremstille den moderne type, hos hvem dette instinkt var
udslukt.
Motivet er forfærdeligt, og en trøstesløsere skildring end
«Hedda Gabler» eier vel neppe den moderne litteratur, — saa
fuld af kolde og grusomme træk, vidnende om det
menneskeliges død og opløsning.
Hos Hedda Gabler er den særegne kvindelige følelse —
ikke som hos Rebekka West helt slumrende, — ikke som
hos Ellida et flagrende lys i blæsten, - - den er sluknet;
tilbage er kun den endnu skjønne form, den hule stolthed, der
beror paa ingen at være undergiven, — der tilslut — i
tomheden — sætter hende pistolen for panden.
Med «Hedda Gabler» er overgangstypernes række
afsluttet, — gaaet tilgrunde i en af sine værste former, veiet
og fundet for let og kastet paa affaldshaugen: Dø, dig har
ei verden brug for.
Var da ikke nu tiden inde for det begyndende nye?
Hvor blev hun af, hun, vi længtede efter, paa forhaand elskede
som vort barn, den unge kvinde, som blev til, da kampen
alt havde været haardest, som havde næret sig fra barnsben
af dens resultater, var vokset op med fuld tilegnelse af
den personlighedens ret, vi saa saart havde tilkjæmpet
hende ?
Hun kommer, — styrket af friluftsliv, af sport og kraftig
næring, — som en ung rovfugl, der netop har forladt redet,
kommer hun og kløver luften med unge, sterke vinger,
speider med hvasse øine efter det bytte, hun ved, hun eier med
ungdommens, styrkens, personlighedens ret. Saadan kommer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
