Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Bøgh: Kunstens væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24 Samtiden. 1902.
Kunstens væsen.
svarer kunstverkets naturopfatning overhovedet en bestemt
tids almene naturopfatning, saa kommer kunstverkets skjøn
hed til bevidsthed. Modsvarer den ikke, det vil sige er den
falsk eller ufuldstændig, saa er alt forgjæves, da vil ingen
nydelse naaes. Den evne at kunne nyde eller bedømme et
kunstverk rigtig er altsaa en personlig kunnen, en personlig
kraft, som man enten har eller ikke har, men som man
aldrig kan vinde gjennem ord, begreber eller regler.
Under den ørkesløse stræben efter objektivt at finde
nøiagtig formulerede kjendetegn for det kunstskjønne glemte
man, at den kunstneriske nydelse er noget helt subjektivt.
Man kom saaledes til at opstille love, som siet ikke var
love, men kun udtryk for et personligt liebhaberi eller i
bedste fald recepter af indskrænket tids- og nationalgyldighed.
Saaledes findes der den dag idag æstetikere, som er af den
mening, at kunsten har at fremstille «det skjønne» uden at
gjøre sig klart, at det skjønne i naturen og i kunsten er to
helt forskjellige ting, og at man i de forskjellige tider har
anseet helt forskjellige ting for skjønne. Og der gives frem
deles æstetikere, der drømmer om former, forhold, farver o.s. v.,
der antages skjønne i og for sig, hvorved de ikke gjør sig
klart, at alle former kun er skjønne i henhold til livad de be
tyder. Naar saa den moderne kritik kommer og viser dem, at
det altsåmmen er uholdbart, fordi forestillingsindholdet sta
dig veksler, saa slutter de deraf, at man overhovedet ikke
vil anerkjende nogen lov for den kunstneriske skaben.
Den indvending altsaa, der stadig føres mod den nor
mative æstetik, at kunsten befinder sig i stedseværende fly
den, stadig bliver en anden, at ethvert opdukkende geni
dog kun omstyrter de bestaaende regler, beviser intet mod
normative slutninger paa dette omraade, men kun nød
vendigheden af den yderste forsigtighed ved deres fastsæt
telse.
Naar Lessing forkaster franskmændenes dramatiske
enheder, fører han ikke dermed bevis for, at der overhovedet
ikke gives love i den dramatiske poesi. Han beviser kun,
at franskmændenes dramatiske enheder ikke var saadanne
love. Det var netop kun recepter, der stemte overens med
smagen hos en bestemt national og tidsbegrænset gruppe
af digtere, havde selvfølgelig ikke bindende kraft for alle
andre mennesker. Naar Brunelleschi og Donatello opgav
357
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
