Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Noget om Bjørnson som ung mand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars
noksaa lidet tiltalende tormer, alligevel menneskets adelige
egenskab fremfor nogen anden. Efter som det øves og op
øves, udvikler sig med det alle gode instinkter, saa ens væsen
nobiliteres, ligesom omvendt feigheden blir en hovedrod til
hvad der er ondt og foragteligt i livet.
Det forholder sig paa en lignende maade med det mo
ralske mod som med den fysiske styrke. At kjæmper i re
gelen er godmodige, er en gammel erfaringssætning; de kjen
der sin styrke og har raad til at være overbærende og tåge
det med lempe. Manden med det store moralske mod bar
den samme følelse af overlegenhed og blir i kraft af den mere
høihjertet og ædelmodig, mere virkelig god end andre.
Jeg tviler ikke paa, at alle, som har kjendt Bjørnson,
vil samstemme deri, at han, med al sin kamplyst og alle
sine slagsbrorstendenser, med alt det barske og strenge, som
stundom kan være over hans væsen, i virkeligheden er en
ligesaa udpræget god mand, som han er en stor mand,
god, ikke i den dagligdagse passive betydning af ordet, hvor
efter det egentlig ikke vil sige stort andet, end at man er en
magelig, indifferent natur, som vil have det hyggeligt og lunt
og se lutter tilfredse ansigter om sig, men i den aktive
betydning, hvorefter det betyder at være hjælpsom, hvor man
ser noget, som fortjener at hjælpes, at elske livets gode og
byggende magter, saa man er villig til at tjene dem altid og
med opofrelse, og derimod hade de onde og ødelæggende,
saa man aldrig trættes ved at bekjæmpe dem.
Alle, som har kjendt Bjørnson i hans ungdom, vil
mindes/at det allerede dengang hørte til de karakteristiske
drag i hans væsen, at hans sympati med lidelsen, hans ret
færdighedsfølelse var saa levende og virksom. Saa sterkt
optaget som han dengang var af sig seiv og sin fremtid,
ungdommen pleier jo at være det, og han, med de rige evner
og følelsen af de store muligheder i sig, maatte jo være det
i en mere end sædvanlig grad, havde han dog tid og kræfter
tilovers, nåar det gjaldt at bøde paa en uret eller aabne folks
øine for en fortjeneste, som ikke blev tilbørlig paaskjønnet.
Enhver ved, hvorledes dette træk har udviklet sig, og hvor
fremtrædende det nu er blevet i billedet af Bjørn sons per
sonlighed. Han minder om Voltaire, som lagde alle sine
arbeider tilside og brugte aar af sin kostbare tid for at faa
det erkjendt, at der skyldtes en Galas eller en Sirven op-
458
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
