Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902.
Vedel har sin styrke i evnen til at trække de store linjer
han kan lægge et mægtigt materiale saaledes til rette, at det
fortoner sig i karakterfulde hovedtræk, det kommer til at
virke som et stort aandeligt landskab, hvor konturerne er
klare og dog bløde, hvor farverne staar virkningsfulclt mod
hinanclen, hvor luften er varm og lys. Han er fortræffelig
skikket til at give en tids historiske kolorit. Han gjør tids
aanden levende dels i kraft af sin maleriske, dels i kraft af
sin psykologiske evne. Han er en fremragende kritisk dig
ter, hvis viden og skarpsindighed, hvis omhyggelige studium
stiller sikkerhed for, at det kunstneriske billede, han opruller,
tillige er historisk sandt.
Paa samme maade som Vedel malerisk og psykologisk
gjør en tid og dens aand levende, saaledes tegner han med
stor kunst det enkelte individ. Han er en førtræffelig portræt
maler. Ogsaa her giver han de store linjer, han søger an
sigtets sjæl, personlighedens grundakkord. I hans skildring
af den svenske romantiks udvikling kan man iagttage baade
hans evne til at trække en karakterfuld historisk linje og til
at tegne de enkelte personligheder, ansigternes sjælelige linjer.
Der er i Veclels kritik som sagt et sterkt poetisk ele
ment, jeg vil næsten sige et romantisk. Han er efter hele
arten af sin kunst nødt til at stole paa sin kritiske intuition.
Han sammenstiller, kombinerer, han gaar paa opdagelses
reise. Han synes mig hyppigst at gjætte rigtig. Der er na
turligvis ial historisk videnskab denne gjætning. Jo dri
stigere den er, jo længere slutningsrækkerne bliver, jo større
tidsrum der overspændes, desto mere tages kritikerens seer
evne i beslag. Det er i denne mening ordet romantisk
falder mig ind, nåar jeg tænker paa Vedels kritiske begavelse.
Der er ogsaa noget andet, som virker med. Der gaar
gjennem Vedels kunst en ideal trang, gjennem al hans er
hvervede viden lyser der et idealt syn. Han har en iøine
faldende interesse for de etiske værdier. Og til trods for
hans store kjendskab til menneskene, saaledes som de har
levet i förgångne aarhundreder, og som de lever nu, er der
en vis virkelighedsfjernhed i hans karakteristik. Hans domme
er vel begrundede, prægede af almenmenneskelig forstaaelse,
af en overlegen hjernes selvstændighed, og dog savner man
undertiden det sidste afgjørende lyskast over det rent menne
skelige. Man kjender de personligheder, Vedel skildrer,
213
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
