Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Hun steg, mens hun knød, over Taddak Oppigar’s hen, faldt
framlænges ud i skaalen.
Hun gled ud. Hun trev i krakkefoden. Kalven maatte stanse.
Og Lisle Taddak spratt iveiret, med sinneskum ud av mun
den, nihujed paa kalven og peiste løs. Han stod og lungpusted
med mulen i bakken, kendte efter naar han hadde faat peis nok.
Faren kom i det samme ud paa dørhellen, trev konen i
stakken for at hjælpe li! at holde krakken.
Det skrek inde fra stuen; det var Store Gunild: «Hui —jl
Baane heng’ etle halskluten! Hui —j!»
Et saa enestaaende og vanskeligt sprog, en fantasi og en
humor, saa dristig og særegen, og som tumler saa overgivent
med alt menneskeligt, kalder ikke netop paa det store publi
kum. Der skal adskilligt arbeide til for at forstaa Kinck, og
vore dages altslugende læsere ynder ikke skjønlitteratur af
den anstrengende art.
Den af disse skildringer, som naar dybest og paa en
maade forklarer de andre, er «Den store hugen». Her møder
vi det gamle egte nordmandssind i frodig udfoldelse. De
to kjæmper Ketil og Aslak er fra tiden før kristendommens
indførelse i landet. De holder til oppe paa moen. Lange
tider lever de stille; hygger sig i ensomhed med snak om
den tiden, da sterke folk fik være, «som det sveiv dem at
være, om mennesker, som gjorde karsstykker, om tusser,
som leved i haug, og jutuler i bærg . . . saa stuen blev fuld
af graa skodde, som gjorde det, som leved, blødt og vældigt».
Men naar «hugen» vaagner i dem, føler de, at det gamle dør
omkring dem. «Fjødde (fjeldet) lægge seg ivi meg!» stønner
den ene. «Her æ ’kjerom!» skriger den anden. Og da gaar
det løs:
«Han rev det vesle leet av vidjen, satte det paa kant ned
over upsen, saa det gik som et hjul lige i aaen; han slet op
smaagranen med rot; han leed løs svær sten af stengjærdet,
trilled, det dundred og røg i slabbursvæggen dernede; og oppe
paa kleiven rendle han med akslen i el svært vedlag . . Det var
Ketil som gjorde det alt; Aslak gik bare vranten og saa paa» . . .
Og de slaas, saa blodet siler, og skræmmer folk langveis
med vild hujen, men det er bare «for gama» altsammen.
De kommer væltende som bamsen ud af skogtykningen,
lodne og fæle at se til, glubende af vildskab og kaadhed,
367
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
