Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson: Hvor avgjøres Europas fremtid for de første hundreaar?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson.
rikske engang gaar sammen til én, er muligt, ja, sansynligt.
Vi staar ved ingången til de store folkeforbund, som ene kan
gjøre ende paa krigen. Av sig seiv følger de mindre; ti det
var krigsfrygten, som opretholdt de skarpe politiske grænser;
med krigsfrygten faller mange av dem. Alene de aandelige
bestaar.
Nu gjælder det ikke at forene to riker til ét; men at faa
slut paa den farlige nationale strid innen dem begge. Her
er fredsvennernes nærmeste maal; her er deres frugtbareste
arbejdsmark.
Lad mig gjøre dette klart i et enkelt tilfælle. Da jeg for
tiden lever i Italien, faldt det naturligt at spørge en Irre
dentist: «Hvis Østerrike lot det italienske element faa full
sprogfrihed, ja, saa mange gymnasier og universiteter, som
de kunde oprette, vilde saa ikke Irrédentismen dø væk af
sig seiv?» «Aldeles sikkert,» svarte mannen. Jeg spurte vi
dere: «Vilde der ogsaa da beståa et parti, som ønsket Triest
tilbake?» Svaret lød: «Seiv nu tænker neppe alvorlige folk
paa at berøve Østerrike deres naturlige havn. Men da vilde
ingen forstandig mere tænke paa det.» Endelig spurte jeg:
«Vilde nogen, nåar der var full sprogfrihed, finne det under
ligt, at de italienske repræsentanter fra disse egne lærte sig
tysk for at kunne bruke det sprog paa den fælles riksdag og
i de fælles saker?» Svaret lød: «Nejvist ikke. De, som
driver forretninger med Tyskerne, eller med Ungarerne, eller
med hvem som helst av alle de forskjellige folk i Østerrike
og Ungarn, maa jo ogsaa nu lære sig tysk.»
I dette eksempel fra Italienerne ligger den lære, jeg vil
ha inpræntet. Paa frivillighedens vej faar hvert folk,
hvad det ønsker sig, og tysk blir av sig seiv det samlende
sprog.
Saa hvisker Tyskere til mig: «Sig ikke dette højt! Ti
saa tror folk, at det er Pangermanen, som er ute og fisker.»
Men uten Tyskerne kan disse ting ikke forhandles! Og
Tyskerne trænger ogsaa til at lære, at paa frivillighedens vej
nåar de alt, som de med rimelighed kan ønske; eller rettere:
alene paa den nåar de det.
Faar alle folk full sprogfrihed for skole, for kirke og
retsforhandlinger, saa infinner det tyske sprog sig, uten gen-
Men den tid, den sorg!
306
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
