Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men skal en sanger trives
i fossekallens kaar,
som taaler at overstænkes
af bistert brusende vand tilfjelds.
Gerhard Gran.
maa han for alvor drives
af iver, som forslaar,
dertil af himlen skjænkes
en rigtig fjederpels,
Dette er det billede, hvori han samler sin bitre livserfa
ring, det er hans sidste ord om en digters, om sin egen stil
ling i det kjære fædreland.
Vil man være retfærdig, saa lader det sig ikke negte, at
Welhaven ikke var ganske uden skyld i den ensomhed, som
blev hans lod i livet. Der bodde side om side i hans sjæl
to personer; ved siden af den trofaste og pietetsfulde aandens
ridder leved der en gamin, en gap, som han selv kaldte
det; han kunde vanskelig styre sin mund, han saared ofte
sine venner, og hvad der var værre, han var ikke altid
ridderlig i valget af sine ofre; det hændte, at han overfaldt
vaabenløse, er der fortalt. Jeg vil ikke undskylde dette,
men bare minde om, at Welhaven ialfald heller aldrig veg
unna kampen, hvor det gjaldt liv og død, og saa huske paa
Heines ord, at intet er billigere for dem, som er født uden
neb og klør, end i dydig indignation at bedrøves over dem,
som har dem, og som bruger dem. Og tilslut maa vi
heller ikke glemme forholdene; Kristiania var en ravnekrog,
alle kjendte hverandre og alle undred sig over hverandre;
Welhavens monocle var i mange aar baade offentlig og privat
kilden til oprigtig harme blandt byens borgere ; i slige forhold
trives viddets ukrudt let.
Egentlig er hans haan og hans patos sprunget af den
samme kilde, af hans ydmyge tilbedelse af de guder, han
dyrked. Og det skal derfor ikke undre os, at denne dybt
følende mand kom til at leve sit liv bag en vold af ufor
skammetheder til angreb og til selvforsvar.
Og inderst bag voldene, i det dybeste af hans væsen leved
der et minde, hans livs største og egentlige, som der også a
og fremforalt maatte verges om, et par dybe og mørkeblaa
øine, aandiggjort af sygdommen, som for ham hadde været
den yndige legemliggjørelse af al hans længsel, svar til hans
6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
