Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Verdenshandel og verdensfred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. A. Hobson, Imperialism
Verdenshandel og verdensfred.
Det staar for mange britiske statsmænd, som om Eng
land med naturnødvendighed driver henimod en kolossal
krig med Tyskland. Grunden til en saadan krig kan alene
være deu, at det store tyske rige ikke har faaet sin forholds
mæssige del af de oversjøiske kolonier, og at kolonier er en
overordentlig stor fordel i økonomisk henseende.
Ganske vist er der nogen udsigt til, at det store opgjør
mellem Storbritannien og Tyskland kan faa en udsættelses
frist. For tiden kan det være fordelagtigere for Tyskland i
forstaaelse med England og andre stormagter at dele mellem
sig de økonomiske fordele ved den kommercielle udnyttelse af
Kina og store dele af Afrika. Skulde der for tiden kunne være
tale om noget pan-europæisk forbund (som det, Sir MaxWaechter
drømmer om), da maatte det væsentlig blive et forbund mel
lem de seks stormagter, en broderlig «forstaaelse» mellem
de store ørne om delingen af et eller andet umaadeligt bytte.
Forbundet kunde for tiden neppe have andet hovedformaal
end med en fælles, ikke ligefrem ruinerende militærmagt at
sikre de europæiske staters andel i udbytningen af Kina, i
kappestrid med de to geografisk begunstigede Stillehavsmagter,
de Forenede Stater og Japan. Dog vil England visselig ikke
gaa med paa noget forbund af stormagter uden i forstaaelse
med de Forenede Stater,
Men selv om noksaa mange stormagter forener sig i en
egoistisk alliance, i haab om fælles bytte, vil militærudgifterne
neppe i nogen væsentlig grad kunne formindskes. Det vil
allerede være uhyre meget, om en slig alliance kan udrette,
at udgifterne ikke fortsætter at vokse, som hidtil.
De seks europæiske stormagters militære udgifter voksede
i løbet af mindre end 30 aar, fra 1870—1898, omtrent til
det dobbelte. Nemlig fra knapt 1600 millioner kroner til
3150 millioner. 1 Og siden 1898 er alle europæiske staters
samlede militærudgifter vokset til ca. 4500 millioner kroner,
ifølge Sir Max Waechter.
Og selv om de hvide stormagters deling af Afrika og
Asien og frygten for den gule race muligens kan fremtvinge
et pan-europæisk forbund, saa er dermed verdensfreden jo
ingenlunde betrygget.
Det er en kjendsgierning, at netop i den sidste men
neskealder, hvori fredsbevægelsen har vokset sig sterk, har
111
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
