Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Forholdet til den gamle kunst. I anledning af Rolf Thommessens doktorafhandling - Stilfølelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9 Samliden. 1909
Forholdet til den moderne kunst.
blot «faretruende ujevn», men faretruende usand? Naar
saa kritiken, som ikke sjelden sker, laver moderne retning
af det hele, og publikum drives og driver sig selv for endelig
at være med, saa traakkes paa den maade den store indsats
ud i døgntjenesten, og folk jages fra nyt til nyt hvileløst,
saa det aldeles umuliggjøres, at der danner sig det fælles
grundlag af forstaaelse, som R. T. med fuld ret viser, er en
af de store betingelser for kunst.
R. T. nævner i sin afhandling, hvorledes tyske lærdes
kjærlighed til Hellas’ kunst i forening med deres trang til
aandrighed næsten skader det, de har kjært, fordi al deres
aandrighed skal presses ind i græsk kunst. Tyskerne kan være
farlige folk ! de øver ogsaa stor indflydelse i den nærmeste ud
vikling. De er ofte tunge, men de vil gjerne tilveirs, faar de
saasandt en sommerfugl fat, saa spænder de sig fast til den
om den ikke skulde kunne løfte dem ! Saadan har vi
bl. a. faat denne jagen med den franske kunst. Deres høieste
ros er blit, hvordan den kunst stemmer med vort «moderne
liv», det oprevne, det «sekund-hurtige» evigt uroligt hen
jagende; og de er farlige, for de er aandrige, og de er for
staaelsesfulde, men men skulde kunsten ikke ha anden
opgave end at kappes med jernbanen og telegrafen?
Impressionismens efterfølgere har tilsidst været ude i det
vide rum og hentet hjem selve de dirrende lysstraaler, og den
erobring er merkværdig, og efter den kan man vist være
sikker paa, at ingen kunst, selv ikke en der gik helt andre veie,
mere kan forfalde til den døde overflade, som fandtes før
deres tid. Men naar det saa er kommet saa vidt, at alt
som franskmændene siger om denne sin kunst «dan
ser», saa kan det jo ikke komme videre den vei. Blev alt
i livet jag, maatte menneskene jo enten styrte eller sløves.
I livets store husholdning er der vist en bedre fordeling
af kræfterne, en slags indre naturen tilhørende orden. Skulde
kunsten ikke muligens netop ha den opgave at gi det for
jagede menneske en sindets modvegt? I al stor kunst selv
den voldsomste er der hvile, fordi der er fordybelse. Der
er’ hvile i at se op i det vidunderlige aasyn paa Abels aand,
maa han vel kaldes, skjønt der er den voldsomste anspæn
ding i overkroppens reisning og det gudeblik, hvormed han
ser langt ud i universet, man glemmer efterhaanden de mange
129
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
