Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove C. L. Vangensten: Edmondo de Amicis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33 Samtiden. 1909.
Edmondo De Amicis.
dens fremgang, dens haab, dens ære. Fat da mod du lille
soldat i denne umaadelige armé. Dine bøger er dine vaa
ben, din klasse er dit kompani, kamppladsen er den hele
vide verden, seiren er menneskeslægtens civilisation. Vær
saa ikke en feig soldat, min kjære Henrik.»
Det kan ikke negtes, at De Amicis’ digtning, maaske
mere paa grund af dens tendens end ved dens rent artistiske
værd sikrer ham en plads i første række blandt «det tre
die Italiens» aandelige førere, mænd som Giosué Carducci,
Olindo Guerrini, Giovanni Pascoli, Antonio Fogazzaro og
Gabriele d’Annunzio og Arturo Graf, De Sanctis, Bonghi,
D’Ancona og D’Ovidio. Blandt disse staar De Amicis som
den eminente pædagog og folkeopdrager. Som saadan møder
vi ham overalt i hans værker, og særlig i de tre, der vil
komme til at overleve ham: «La vita militäre», «Cuore» og
«L’idioma gentile». Hans forøvrigt faa digte og hans
romaner er gjennemgaaende übetydelige, og det skorter ham
paa fantasi og poetisk flugt. Det bedste han her har skre
vet er vel det lille «L’ora divina» i hans sidste bog «Nel
Regno deH’Amore» (1907). Dette er neppe engang en for
tælling, kun en situation, «det første stevnemøde», men er
en liden perle, fint følt og skrevet med glød og lidenskab.
Ogsaa i den ellers middelmaadige «La maestrina degli ope
rai» skildrer han med fint psykologisk blik, hvordan kjær
ligheden til en dannet ung dame, «la maestrina», indvirker
paa en arbeiders raa og næsten dyrisk brutale natur.
Hans store roman «Il romanzo d’un maestro» er som
digterværk ganske forfeilet, men har dog havt sin store
betydning som et varmhjertet indlæg for den italienske lærer
stand, der var og endnu i stor udstrækning er forkuet
og knuget af økonomisk misere.
Alle de fortrin og mangler vi kjender fra De Amicis’
øvrige værker træder typisk klart frem i «Gli amiei», «Vore
venner», der nærmest er en række psykologiske studier over
venskab, dets art og væsen. En saa bred behandling af
«Venskabet» kunde kun se lyset i en latinsk nation, hvor
venskab mellem mænd endnu i vor tid indtager en ganske
anden plads end hos germanerne. Han ofrer ganske vist
ogsaa veninderne et kort kapitel ; men et ikke sanseligt ven
skab mellem mand og kvinde anser han for umuligt, und-
501
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
