Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hulda Garborg: Arne Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hulda Garborg.
Og her er jeg ved et saa karakteristisk træk hos angjæl
dende, at jeg vil sætte fingeren paa det et øieblik. Det
interesserer ham saa forargelig lidet, hvad menneskene skriver
om ham, at han bare «løber let igjennem» seiv det, hans bedste
venner skriver. Dagen efter har han glemt det. D. v. s., der
kan pludselig være et ord eller en sætning, som han aldrig
glemmer; men det er yderst. sjelden. Almindelige anmeldel
ser af hans bøger i dagspressen læser han absolut ikke
undtagen nåar jeg en enkelt gang tar en ud og siger, han
bør læse den. Men han værger sig altid da ogsaa: «Huf
nei, hvorfor? Hovedsagen er, at boka endelig er færdig!»
Og han stryger den ene haand over den anden, som om han
stryger noe forfærdeligt af sig.
Han er ganske blottet for nysgjerrighed i det hele. Han
kan gaa med breve i lommen i ugevis ulæste. En ufattelig
tanke for et elendigt kvindemenneske.
Man skal i det hele lede længe efter et mere uverdsligt
menneske. Han har slik en mængde urimelige dyder
altsaa laster at han kan ærte en graasten paa sig. Det er som
Amalie Skram sa engang, hun var sint paa ham: «Han er
et forfærdeligt mandfolk!» sa hun, «mænds gunst og kvinders
kjærlighed preller af paa ham som vand paa gaasen.»
Akja, den svake taaler ikke for megen styrke hos et med
menneske; hvor mange gange har man ikke trang til at slaa
et mandfolk ihjel af bare simpel misundelse! Nu fik jeg
altsaa en styg mistanke. Skal se, at han ikke engang har
læst Ivars bog ordentlig. Og Ivar, som han i al stilhed elsker
over alle andre. (Det skulde da være Steinar Sehjøtt, som
kunde tænkes at naa op ved siden af ham.) Jeg turde ikke
spørge mer.
Men det ved den, som har bodd under tag med
Garborg i de aar, da «Den burtkomne faderen», «Jesus
Messias» og «Heimkomin son» blev til, at han har maattet
baske sig frem alene. Jeg kan gjerne tilstaa, at det ikke var
videre lystige aar. Det var nede «paa alle havsens botnar»
det, og sjelden «uppunde sky».
Men han fandt alligevel frem tilsidst. Saar og blodig
gravet han sig op igjen i dagens lys og saa tusind ting, som
han aldrig før havde set. Han begyndte at leve, at puste ut
efter det lange og kvalfulde mareridt.
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
