Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Skavlan: Vinterens bøker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
Einar Skavlan.
ligheten. I skuespillet «Uten hjem» er replikkerne altlor ofte
farveløse, og menneskeskildringen — fordi den sjelden naar
ind til instinkterne, men holder sig til en rent
forstandsmæssig ydre iagttagelse — trods sin velmenthet og følelse grund.
Romanen «I lære» er større tænkt; der er en viss energi
i anlægget. Boken handler om en fattig ungdoms kamp mot
Kristianias fordærvelse, som møter den i skikkelse av griske
og ubarmhjertige advokater, forranglete literater og
forskjellige frygtelige bordelfunktionærer av begge kjøn fra
Vaterland. Men det blir ingen frodig gjenspeiling av livet
allikevel — menneskene virker fremdeles skyggeagtig. Og man er
ikke ganske sikker paa, at det er virkeligheten, som kaster
disse skygger — er det ikke likesaa gjerne omridsene av
tidligere literatur, man ser, i skygge istedenfor med farver?
Man kommer til at tænke paa den ældre Elster, paa
Kielland; og ved denne sidste boken især paa romanens
fantasimester Dickens. Det er sikkert personlig følt, og ofte fint
og forstandig ment, hvad Kristian Elster skriver; men det
lever ikke.
Ejlert Bjerkes skuespil «Hjørnestene» er en fuldstændig
mislykket bok. Med den freidigste suffisanse tar Bjerke fat
paa en række store emner: konflikten mellem overklasse og
underklasse, mellem arbeide og livsnydelse, mellem moral
og skjøn fordærvelse. I utrolig forskruete vendinger avleverer
personerne de frygteligste banaliteter som løsning paa alle
livsgaader. Menneskeskildringen er dilettantisk; den poetiske
løftelse, som skal gi skildringen noget symbolsk, er hul.
Hvis Bjerke har talent — hvad nogen smaa glimt her og
der i hans forrige bok kanske kunde love — er han ialfald
endnu saa umoden, at han kan ha bruk for den ellers
tvilsomme ynglingedyd: beskedenhet.
Debutantinden Fanny Mos lille bok «Mens jeg venter»
er beskeden. Den handler om en ung pike, som blir
gammel, mens hun gaar og venter paa, at livet og elskoven skal
komme brusende over hende og rive hende med. Men
ingenting sker. Dagene gaar, jevne og stille. Intimt og egte
er denne lille, historien fortalt — og i det milde friske
tonefald, i den resignerte ro er der en skjærende klang av
haab-løs længsel. Sigrid Undsets «Jenny» er rikere og merkeligere;
men der er en øm kvindelig lidenskap i Fanny Mos stille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
