Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Rousseau og det nittende Aarhundrede - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rousseau og det nittende Aarhundrede.
357
denne sidste «Pagt» og fuldendte derved Teorien om
Folkesuveræniteten.
Denne Rousseau’ske Lære er i det nittende Aarhundrede
bleven angreben fra to meget forskellige Sider.
Den saakaldte historiske Skole, der stod i nøje
Sammenhæng med Romantiken, opfattede Staten som en gennem
Tiderne fremvoxet guddommelig Ordning, mod hvilken de
enkelte Individer ikke kunde stille deres tilfældige
Erfaringer, Ideer eller Ønsker. Staten er Samfundets
organiserede Samvittighed, overfor hvilken den Enkeltes
Samvittighed er af forsvindende Betydning. Nutiden kan ikke
isoleres fra Fortiden, og" det i Døgnet levende Individ ikke
fra den evigt bestaaende Ståt. Til den historiske Skole stod
Hegel i nært Forhold, forsaavidt han heller ikke i de
enkelte Individer kunde se levende Udgangspunkter for
Retsbevidstheden og Retsdannelsen. Han anerkender det som en
Fortjeneste af Rousseau, at han har gjort Villien, altsaa et
ideelt Princip, til Statens Princip, men bebrejder ham, at
han ved «Villie» dels tænker paa de Enkeltes Villie, dels paa
det for disse Villier Fælles, ikke paa «das an und für sich
Vernünftige des Willens», der gælder, hvad enten den Enkelte
anerkender det eller ikke.1
Det er ikke blot fra konservativ Side, Rousseau angribes
for sin Individualisme. Fra socialistisk, særligt syndikalistisk
Side angribes han som Anarkist og sættes paa Linie med
Stirner, Reclus, Krapotkin og Tolstoi. Disse «Bourgeois»
betragte i deres Fantasi Individet som noget Absolut og se ikke,
at Individet kun betyder Noget gennem sit produktive Arbejde!
Medens Socialismen vil lade Staten overtage al Produktion
og derigennem tage alle Individer i sin Tjeneste, haaber
Syndikalismen at kunne gøre Staten overflødig og umulig
gennem fri Organisation af Arbejdet og gennem den
Arbejdsglæde, som derved bliver mulig. Denne sidste Retning
angriber derfor Rousseau baade som Anarkist og som den, der
tror paa Statens stadige Bestaaen.2
Det kan nu ikke negtes, at Contrat social indbyder til
1 Die Philosophie des Rechts2, Berlin 1833, § 258 p. 314.
2 Smlgn. Challaie: Le syridicalisme revohitionaire (Revue de
Méta-physique et de Morale, 1907). — Guy Grand: Le proces de ta démocratic
(ibid. 1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
