Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reidar Mjøen: Richard Wagner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og hvilke formaal og idealer?
Reidar Mjøen.
saa høit og idealt et formaal med saa inderlig og lidenskabelig
en personlighetshengivelse.
Den ene tendens i Wagners verker er altsaa denne reak
tion mot det «forstandsmæssige» i kunsten, og — forsaavidt
som kunsten var livet for ham ogsaa i livet. Hans digt
ninger, som er folkedigtninger, hans musik, hans 10 bind
skrifter og avhandlinger, de er alle indlæg mot «intellek
tualismen» og dens indsnævring av følelseslivet, det «rent
menneskelige». Tydeligst uttaler han dette i operaen «Die
Meistersinger von Niirnberg», som likefrem er bygget over
tanken som hovedmotiv: den folkelige Hans Sachs’ og den
ulærde og umiddelbare Walthers seier over den lærde pedant
Beckmesser. «Vor lærdom,» skriver Wagner i et brev alle
rede som tyveaars yngling, «er et onde, som ligger til vor
folkekarakter, men som maa utryddes». Og dette ogsaa i
musikken. «Vi skal kaste væk endel affektert kontrapunkt,
ingen vision se av fiendtlige kvinter og forstørrede noner,
endelig bli mennesker.» I «Lohengrin» er det kampen
mellem hjertets umiddelbare tro og fortrøstning og den tvil
og uvisshet, som avles av utidig videbegjær, som danner
grundtanken. Og i den store forløsningsopera «Der Ring des
Nibelungen» der staar og falder helten Siegfrieds mission
som verdensforløser med hans værdi som en inkarnation av
«uruvidenheten», som et «førstemenneske», et menneske uten
tillærte forutsætninger. Endnu klarere er den samme tanke,
den romantiske antirationalisme, fremsat i «Parsifal», Wagners
sidste verk, hvor hovedpersonen tilsidst bringer frelsen og
förlösningen ved den evne han har bevaret til at føle umid
delbar tro derved, at han er «unwissend», «Der reine
Thor», den «fattige i aanden». Under alt dette var dog Wag
ners antiintellektualisme av overveiende æstetisk art. Han
underkjendte saavist ikke nytten av kundskaper paa det
praktiske livsstudiums omraade. Saaledes elsket han natur
videnskapen og hyldet i en idealistisk form Schopenhauers
empiriske materialisme. I sine sidste aar pønset han over
muligheten av en menneskelig regeneration gjennem race
hygiene.
Det andet grundtræk i Wagners verker er hans dype
pessimisme, hans «fornegtelse av livsviljen», i Schopen-
320
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
