Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Politikere. II. Fredrik Stang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Polilikere.
stordaad som denne kodifikation betegner. Han er mest
opfyldt av hvor ensidig teoretisk utkastet er blit, og han kon
kluderer meget skeptisk med, «at det dog ikke er utelukket,
at utkastet om det blir lov kan bringe det tyske retsliv et
fremskridt». I «Formueretten» veier han mere nøkternt mot
hinanden fordele og ulemper ved kodifikationer; han finder
at de stridende hensyn er «evige og uforsonlige». Men frem
stillingen av kodifikationernes fordele er likesaa svak som
skildringen av deres skyggesider er malende og fængslende.
Og om problemets stilling for os har han igrunden bare den
ene kategoriske sætning : «Under sunde forhold som vore er
en borgerlig lovbok ikke paakrævet.» I forrige hefte av
«Samtiden» har han faat et ganske andet syn paa spørsmaalet.
Skyggesiderne ved «de sunde forhold» hos os er gaat op for
ham, og dermed har han ogsaa faat en klarere forstaaelse
av kodifikationernes værd. Og denne artikel stiler mot en
mellemvei, hvorved han vil prøve aa forsone og utjevne de
«evige og uforsonlige» motsætninger mellem den ikke-kodi
ficerte og den helt lovfæstede ret.
Naar en og samme forfatter om og omigjen behandler
ett og det samme stof, gaar der let noget tapt. De senere
fremstillinger kommer gjerne til aa mangle umiddelbarhet og
friskhet. Hagerups sidste «Strafferet» kan nævnes som eksempel.
Ikke saa med Stang. Hans bøker blir altid friskere og natur
ligere. «Formueretten» er ikke langt fra aa være et mester
verk i fremstillingskunst.
Dette gjælder ogsaa sproget. Det er nok klart og godt
like fra først av, kanske dog litt tørt i avhandlingen om St.
Jørgens hospital. Men fuld farve og fylde har det først faat
i «Formueretten». Det kunde kanske ogsaa vanskelig komme
til gjennembrud saalænge det bar paa den gamle retskriv
ning. For det er næsten intenst norsk i sin aand. Det er
blit skarpt angrepet av Hagerup, som finder at Stängs knappe
uttryksmaate ikke passer til retsvidenskapen ; denne maa
mener han ha sit eget omstændeligere kunstsprog. Men
Hagerup glemmer at det juridiske latin var langt knappere og
naturligere end det literære, og at kunstsproget i hans egne
senere arbeider er mere tysk end juridisk.
Først efterhvert har Stang arbeidet sig frem til den høide
han staar paa i «Formueretten». Og det tør vel være, at
617
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
