Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Verdens herre og mester - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens herre og mester.
Hadde de dyrket en falsk Gud her paa gaarden? Og
hadde det voldt skillet mellem ætten og bygdefolket?
For et skille hadde der stændig været; hun blev det vår,
straks hun flyttet hit som nygift kone. Hos forældrene hendes
de bodde nord paa øen brukte de i nabolaget at rusle
indom hverandre baade tit og jevnt og ha glædelig og sørge
lig tilfælles. Husbonden hendes fulgte ikke den skikken.
Utenfor sin egen grund likte han ikke færdes, og helst tagde
han om sit. Men det én hadde utalt med ham, fik én komme
til ham med, saa hørte han godlyndt paa saken og gav det
raad og den hjælp, han kunde.
Og sønnen blev som faren. Og gjester skortet det ikke
i stuen, saalænge der var velstand og en husbond til at fagne
dem. Hun sørget uspurt for mat og drikke, og de aat og
de dråk, og de smasket og smattet; men husbonden var
det, de vendte sig til, og ham takket de. Bare tiggere søkte
bent til husmoren, Og ensomme blev gaardens kvinder
paa den visen. Hun saknet ikke venskap og frændskap, hun
nøgdes med det, som hjemme var. Anderledes blev det
med sønnekonen: hun kunde ikke la være at længte efter
slegten og sture for ungdommen sin, og stakket levde
hun
Farmoren knep læberne ihop og rugget urolig paa krak
ken. Tankerne hadde lett sig frem til det gjængse nag og
hastet bort fra drømmenes kvide.
. . Saa sjelden gad hun seiv slite næstens terskel, at da
manden døde, hadde hun ikke paa flere aar været under
fremmed tak. Ved hans sotteseng skedde det, at heisen hendes
blev knækket. Han hadde vridd sig i krampe lange sidste
natten, og i det samme han blev stille og sluknet, slog
krampen hende. :iJ
En hel uke laa hun i usans. Nogenlunde førlig blev hun
igjen, men krampen vilde ikke slippe skrotten. Og" hjemme
var det blit ulidelig ødt, og hun fristet lage sig erend til dem
av granderne, som hadde været mandens særs trofaste gjester.
Dér studset de over at se hende, glad blev de ikke, og sam
talen drøste traat, nåar hun satte sig til aaren, og kjedt snak
var det mest, xle hadde for sig. Faa vandringer gjorde hun
fra gaarden til bygden, saa syntes hun det var som at vasse
en vinterköld elv at gaa den veien.
311
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
