Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. Chr. Bjørnsgaard: Litt om en sætisdøl og Sætisdal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litt om en sætisdøl og Sætisdal.
min sidste vandring. Men han stod. Han bar hele tyngden
paa et ben mens han omsorgsfuldt søkte fæste for det andet
før han traadte til. Vi kom lykkelig over.
Nu frigjorde han sig baade for mig og for kløven. Han
sparket op sneen og brøt sig en bundt lyng, fuld av is og
sne. Saa løste han sine sandaler og blottet han sine ben.
Antydning til strømper eiet han ikke. Sine ben dækket han
saa med den oprevne lyng og snøret de omtalte skindfiller
over det hele. Lyngen varmet saa godt, sa han. Han tok
atter kløven paa ryggen og fortsatte til næste flomsted.
Hvad mennesket kan vænnes til og utholde, er fast utrolig.
Jeg mindes Charles Darwins bok om hans reise rundt jorden,
hvori han fortæller, at befolkningen i Patagonien og paa Ild
landet gaar barbent paa isen. Der vokser ut et horndække
under fotsaalen, som beskytter. Man læser jo ogsaa om
Sokrates, der var stor endog som idrætsmand og kriger, at
han sov barbent paa slagmarken i is og kulde. Naturen til
lemper de levende væsener efter omgivelse og behov. Vi ser
det hos hvalen med de fire rudimentære føtter under spækket
et avgjørende bevis for, at den oprindelig var landdyr.
Hakkespettens klør og tunge t. eks. viser den samme tillemp
nings-dygtighet.
Min fører og jeg gik længer end længst, syntes jeg.
Endelig tok vi hvil ved et fælæger. Vi skulde da ha gaat
to mil, altsaa halvveis. Vi nøret ild, kokte kaffe og spiste
middag med glupende appetit. Aldrig smaker maten som
paa høifjeldet.
Ut paa kveldsiden rak vi Berdalen, Bykles øverste fjeld
gaard paa den kant. Da min fører hadde skilt sig med byr
den, sa han fornøiet: «Gud ske lov me er framme. Sandt
aa segje: Daa eg saag beinet dit nede i Mo sokken, trudde
eg, eg kom til aa bera deg mesteparten av vegjen.»
Gaa i seng turde jeg ikke. Jeg laa paa et bord med
ranslen under hodet, men frøs snart saa jammerlig, at jeg
maatte op og ut og hoppe og springe for at faa varme i
kroppen. Naar undtages et par nætter i Valle laa jeg kun i
den saakaldte «presteseng», hvor jeg kunde være nogenlunde
tryg for den værste art av, hvad Vinje kaldte «unaad». Paa
den maate hyttet jeg skindet gjennem hele Sætisdal. Preste-
431
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
