Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudmund Schütte: Pangermanismen i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Gudmund Schiitte.
Det råder ej tvil; en skald har fortalt det, —
og gamle Grundtvig og Gud har befalt det.
Godt! Altså retræt. Til forsoningsfest!
På tribunen står pangermanismens præst.
Ibsen saa i de tyske Sejre dengang bare Tallenes
Overmagt. Han klagede over, at Moltke myrdede Kampens Poesi,
og at Bismarck ikke forstod Tidens Hunger efter Skønhed.
Men trods alle saadanne Stemningsudbrud viste det sig snart,
at han skulde gaa samme Vej som hin Pangerman for hvis
Vægelsind han i 1872 ikke kunde finde tilstrækkelig
krænkende Smædeord.
Allerede i 1870 banedes Vejen for dette Omslag, dengang
Ibsen i Dresden oplevede Tysklands Samling. Han skrev til
Julius Hoffory: «Alt dette havde for mig en
forvandlingens magt. Min anskuelse af verdenshistorien og
menneskelivet havde hidtil været en national anskuelse. Nu udvided
den sig til en stamme-anskuelse» («Breve fra Henrik Ibsen»,
II, 169). Og saa kom Gennembruddet, ligesaa afgjort som
hos Bjørnson, blot ikke saa voldsomt, saa naivt impulsivt og
udæskende. Ibsen skriver derom til Georg Brandes
(Breve II, 176): «Jeg begyndte med at føie mig som
Nordmand, udviklede mig så til Skandinav, og er nu havnet i
det alment germanske.» — Man maatte først blive hjemme
«i det store germanske hus» for at kunne sejre i sit
Fædreland (Sämtl. Werke» I, 527). Med alt det vedblev Ibsen at
nære sin gamle skandinaviske Tro paa Norden som
Kultur-Enhed, jævnfør hans Tale i Stockholm, Saml. V. X, 523.
Ved Siden af Ibsens Indlæg i Signalfejden er der kun
faa andre, der har nogen større blivende Interesse.
Ditmar Meidell ydede et saadant. Han var Redaktør
af Skandinavismens norske Hovedorgan, «Aftenbladet», og
idet han heri optog Bjørnsons første Artikel, ledsagede han
den med en Del Randgloser, der udtrykte Mistro til, at det
vilde lykkes at paa virke Tyskerne «ad den elegiske Vej».
Indtil Tyskerne i Gærningen viste, at de erkjendte
Fiendskabet og Fællesskabet, vilde han «opsætte med at tage Aktier
i Forsøg paa «Griindungen» af nordisk-tyske Alliancer, der
snart vil vise sig at være den pure Svindel og Humbug».
(No. 250, 1872). Han tvivlede paa, at Tyskerne nogensinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
